Del på facebook
Skip Navigation LinksBRK Nyheder Rønne Havn A/S og Bornholms Regionskommune i stærkt partnerskab om udviklingen af Nørrekås

Rønne Havn A/S og Bornholms Regionskommune i stærkt partnerskab om udviklingen af Nørrekås

26-05-2023

Projektet "Velkommen til Bornholm" er nu klar til at blive skudt i gang. Projektet skal skabe et attraktivt miljø til gavn for de mange besøgende, der ankommer til Nørrekås-området i Rønne med færgen. Projektet er også målrettet bornholmerne, der ligesom de besøgende får et nyt, rekreativt sted at besøge.

Projektet er blevet til i et stærkt partnerskab med især Rønne Havn A/S, der bidrager til projektet med 6,5 mio. kr. Dermed er Rønne Havn A/S hovedbidragsyder og skaber grundlaget for, at den samlede finansiering til projektet er i hus.

At projektet kan skydes i gang nu skyldes også, at kommunalbestyrelsen på dens møde i går den 25. maj godkendte den ansøgning, der er indsendt til Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse om yderligere støtte til udviklingen af området omkring Nørrekås.

Det er parternes håb, at ansøgningen til puljen Udvikling af turismeområder imødekommes af Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse, så det længe ventede løft af området kan finde sted til gavn for både besøgende og bornholmere.

Direktør for Rønne Havn A/S, Lars Nordahl Lemvigh udtaler i forbindelse med ansøgningen:

"Nørrekås-området har længe trængt til et løft, og det ligger Rønne Havn meget på sinde, at området bliver udviklet. Bestyrelsen og ledelsen af Rønne Havn ser projektet som en oplagt mulighed for at etablere et attraktivt miljø, der kan skabe grundlag for yderligere erhvervsudvikling. Med en større færge og nye veje på havnens område bliver det især vigtigt, at alle kan færdes trygt. Derfor er det vigtigt, at forbindelsen på tværs af området sikrer virksomhedernes muligheder for kørsel samtidig med, at vi også passer på de bløde trafikanter, der bruger området." 

Borgmester Jacob Trøst, der også er formand for den politiske følgegruppe for Rønne Byudvikling, siger:

"Vi har haft mange snakke om Nørrekås og med ansøgningen til projektet "Velkommen til Bornholm", mener jeg, at vi har fundet den form, der virker. Der er både fokus på at skabe nye seværdigheder og aktiviteter for turister og bornholmerne. Der er mulighed for at skabe mere erhverv og flere arbejdspladser – og så er der ikke mindst en mulighed for på en sikker måde at skabe permanent plads til street sport-udøverne. Jeg er glad for, at så mange interessenter, og ikke mindst Rønne Havn, har kunnet se mulighederne i projektet og med kort frist lagt både kræfter og penge i ansøgningen."
 

Tre delområder indgår i projektet
Projektet, "Velkommen til Bornholm" er opdelt i tre delområder, der tilsammen omfatter området fra; Velkomstcenteret til Nørrekås, lystbådehavnen, Trekantgrunden og ydermolen. Hele området vil blive aktiveret med kulturelle og rekreative tiltag – og der er også planlagt nye erhvervsgrunde, som kan understøtte turismen yderligere. 

Prospektet, der danner grundlag for ansøgningen kan ses her på vores hjemmeside
klik her for link til prospektet