Del på facebook
Skip Navigation LinksBRK Nyheder Rønne byudvikling: Kom til dialog og rundvisning i Dams Gård

Rønne byudvikling: Kom til dialog og rundvisning i Dams Gård

13-10-2021
Nu kan du komme ind og se Dams Gård, høre om ideerne til et nyt kulturhus og give din mening til kende.

I løbet af første halvår 2021 udviklede et tværfagligt rådgiverteam tre forskellige scenarier for et nyt kulturhus i centrum af Rønne. Kulturhuset skulle sammen med en fredeliggørelse af Store Torv give Rønne bymidte et tiltrængt løft samtidig med, at foreninger, Kulturskolen, Musikhuzet, Ungdomsskolen og evt. Rønne Bibliotek skulle få nyistandsatte lokaler og mulighed for at styrke deres samarbejde. Scenarierne har været behandlet politisk, og det er besluttet, at efteråret skal bruges til yderligere dialog. Derfor inviteres alle, der har lyst til at deltage i et dialogmøde og få en rundvisning på Dams Gård.

Udover at få mulighed for at se Dams Gård indefra vil der også være mulighed for at debattere de tre scenarier, komme med gode ideer, drøfte bekymringer, høre om den fremadrettede proces og aflevere skriftlige kommentarer, der vil blive forelagt Kommunalbestyrelsen, når de igen skal behandle projektet i november og december.

Vi holder rundvisninger i Dams Gård onsdag den 27. oktober og onsdag den 3. november. Begge dage er der to muligheder for at deltage: fra kl. 16.00-17.30 eller fra 17.45-19.15.
Der kan max. være 20 deltagere pr. rundvisning, hvorfor tilmelding er nødvendig. Ønsker man at deltage, sender man en mail til Anette Rasmussen i Udvikling og Plan: AnetteRasmussen@brk.dk med navn, antal deltagere og tidspunkt.

#1 - Onsdag den 27. oktober kl. 16.00-17.30.
#2 - Onsdag den 27. oktober kl. 17.45 -19.15.

#3 - Onsdag den 3. november kl. 16.00 -17.30.
#4 - Onsdag den 3. november kl. 17.45-19.15.

Vil du vide mere og give din mening til kende?
Du finder de tre scenarier på kommunens hjemmeside brk.dk, hvor du også kan læse den politiske sagsfremstilling fra juni 2021 og læse om den inddragelse, der tidligere er lavet af øens børn og unge. Spørgsmål til projektet kan rettes til projektleder Sofie v. d. Pahlen, sofie.pahlen@brk.dk

Kan du ikke deltage i rundvisningerne, men ønsker du alligevel at give din mening til kende, kan du sende din kommentar til Anette Rasmussen i Udvikling og Plan: AnetteRasmussen@brk.dk senest den 10. november 2021. Alle kommentarer vil blive forelagt Kommunalbestyrelsen.