Del på facebook
Skip Navigation LinksBRK Nyheder Regeringen åbner endnu mere op for besøg på plejehjem og hospitaler

Regeringen åbner endnu mere op for besøg på plejehjem og hospitaler

29-06-2020

​Fra torsdag den 2. juli kan der som udgangspunkt frit aflægges besøg på både ude- og indendørs arealer på plejehjem, i plejeboliger og på aflastningspladser samt sygehuse og klinikker. Sundhedsstyrelsens anbefalinger om blandt andet god hygiejne og hensigtsmæssig adfærd under COVID-19-epidemien skal dog stadig følges. Sådan lyder det i en pressemeddelelse udsendt i dag 29. juni fra Sundheds- og Ældreministeriet. Beboere på landets plejehjem, patienter på sygehuse mv., der siden marts måned har været underlagt besøgsrestriktioner, kan dermed se frem til, at der åbnes endnu mere op for besøg.

Landets Sundheds- og Ældreminister Magnus Heunicke, siger:
”Besøgsrestriktionerne blev indført for at beskytte nogle af vores mest sårbare borgere mod coronavirus. Jeg er helt klar over, at det har haft store menneskelige omkostninger for både de berørte borgere og patienter og deres pårørende. Med vores offensive teststrategi, intensive smitteopsporing og mulighed for midlertidigt at gribe ind, hvis der blusser smitte op, har vi de nødvendige værktøjer til at sikre, at beboere og patienter i Danmark nu kan modtage besøg i endnu større omfang."

Det er vigtigt, at man ved besøg som pårørende til ældre på plejehjem og ældre i eget hjem får mulighed for at tilgå mundbind og evt. andre relevante værnemidler, hvilket også indgår i aftalen om initiativer for svækkede ældre i forbindelse med covid-19, lyder det i ministeriets pressemeddelelse.

Hos kommunens centre for henholdsvis Sundhed og Ældre glæder man sig over den nye udmelding og arbejder på højtryk for at være klar til at åbne yderligere op for besøgende på en sundhedsfaglig forsvarlig måde den 2. juli.


Faktaark om nye lempelser for besøg på blandt andet plejehjem og sygehuse  (pdf)