Del på facebook
Skip Navigation LinksBRK Nyheder Så er købsaftalen for Østre Skole skrevet under

Så er købsaftalen for Østre Skole skrevet under

15-02-2022

I november 2021 accepterede kommunalbestyrelsen et købstilbud på Østre Skole. I dag er købsaftalen kommet helt på plads og er underskrevet af selskabet Østre Skole Aps.

Så er det sikkert og vist. Østre Skole er nu helt formelt solgt til de folk, der tilbage i november fik et købstilbud godkendt af kommunalbestyrelsen. Det betyder, at de eksisterende bygninger i de kommende år skal omdannes til ca. 60 lejeboliger omgivet af både private, fælles og offentlige uderum. Dernæst er planen, at også "Sporteren" skal bebygges med nye boliger.

Direktør for selskabet Østre Skole Aps, Sine Åkerman siger:

"Vi er utrolig glade for, at handlen nu er på plads. Det har optaget os meget fra de første spæde købstanker meldte sig i august 2021 og frem til nu. Vi ser frem til den forestående planlægnings- og byggeproces og især til den dag, hvor vi kan byde de første beboere velkommen i deres nye hjem på Østre Skole."

Bygningen, "Penalhuset" mod Svanekevej står først for i byggeprocessen, og skal omdannes til ældrevenlige boliger på ca. 85 m2 med både private uderum og adgang til fællesområder. Dernæst følger de smukke, gamle etagebygninger; skolebygningen mod Pingels Allé og pavillonerne. Disse omdannes til familieboliger af varierende størrelse.

Sine Åkerman forventer, at de første boliger står indflytningsklar i starten af 2024. 

"Vi stiler mod at indsende byggeansøgning til Byg den 1. juni 2022. Selve byggefasen, fra byggetilladelsen bliver givet og til der står indflytningsklare boliger, forventes at vare ca. 18 måneder. Den endelige og mere detaljerede tidsplan udarbejdes i forbindelse med projekteringen".

Borgmester Jacob Trøst ser frem til nye boliger i området, han siger:

"De nye boliger på Østre Skole får stor betydning for hele det bornholmske boligmarked. Det skaber dynamik, at der er et sted at flytte hen, når man bliver ældre, eller når man flytter til øen med sin familie. Den flotte arkitektoniske ramme som den gamle skole og det nye byggeri udgør vil blive et langtidsholdbart, attraktivt kvarter i Rønne. Udover det, så er udnyttelsen af de gamle bygninger til nye formål også bæredygtig og med til at vise vejen i den grønne omstilling af samfundet."

Som en del af kontrakten med de nye ejere har Bornholms Regionskommune indgået en aftale om at leje enkelte bygninger på Østre Skole. Lejemålet er tidsbegrænset til tre år, som følge af reglerne på området. Bygningerne vil, som tilfældet er nu, huse dele af Center for Børn og Familie.

 

Yderligere informationer:

Bornholms Regionskommune: Jacob Trøst, Jacob.Troest@brk.dk, telefon 56 92 10 30

Østre Skole ApS: Sine Åkerman, sine@antonkildebergshuse.dk, mobil 22 54 99 32