Del på facebook
Skip Navigation LinksBRK Nyheder Så er samarbejdsaftalen med Christiansø skrevet under

Så er samarbejdsaftalen med Christiansø skrevet under

03-12-2018

Bornholm fik i dag besøg fra Christiansø, der som flere vil vide hører under Forsvarsministeriet og dermed ikke er en del af Bornholms Regionskommune. Men traditionelt har Bornholm altid støttet og hjulpet forvaltningen og øboerne på Christiansø, og sådan vil det også være i fremtiden. Det sikrer den nye samarbejdsaftale underskrevet af chef for Christiansøs administration, Jens Peter Kofoed og konstitueret kommunaldirektør, Johannes Nilsson for. Det foregik på Gudhjem Bibliotek, hvor også borgmester Winni Grosbøll deltog.

Aftalen erstatter den tidligere samarbejdsaftale fra 2006, som er blevet forældet på grund af ny lovgivning og ændringer i den kommunale ansvarsfordeling. Den nye aftale skal genforhandles i starten af en ny valgperiode, hvilket vil sige efter fire år. Aftalen består, ud over støtte til den daglige sagsbehandling, af adgang til en række faste ydelser som f.eks. åben anonym rådgivning, hjælp til problemer med tale/høre/se fra kommunikationscentret og kurser i fælles forældreansvar samt nogle mere ad hoc bestemte ydelser.

Med aftalen vil Christiansøs beboere opleve, at de får mere direkte tilgang til en række services og åbne tilbud på Bornholm. Aftalen understøtter også et tættere samarbejde og mere effektive sagsgange mellem Bornholms Regionskommune og Christiansø Administration.