Del på facebook
Skip Navigation LinksBRK Nyheder Samarbejdsaftale mellem Bornholm og Christiansø fornyet

Samarbejdsaftale mellem Bornholm og Christiansø fornyet

14-06-2022

Bornholms Regionskommune og Christiansø Administration genbekræftede mandag 13. juni deres gode samarbejde ved at forny den samarbejdsaftale, som de har indenfor det kommunale område. Samarbejdsaftalen beskriver, hvordan og indenfor hvilke område medarbejderne i Bornholms Regionskommune kan støtte administrationen på Christiansø med opgaver, som falder indenfor det kommunale ansvarsområde.

"Vi er på Christiansø meget glade for denne aftale med Bornholms Regionskommune", siger chefen for Christiansø Administration Søren Thiim Andersen. "Aftalen sikrer, at vi kan få sagsbehandlet vores sager inden for det kommunale ansvarsområde fagligt forsvarligt, og at vi på Christiansø har samme adgang til et højt serviceniveau inden for det kommunale område, som i resten af landet. Vi oplever en høj grad af hjælpsomhed og støtte fra medarbejderne i Bornholms Regionskommune, hvilket er en stor hjælp i vores hverdag herover, som vi sætter meget stor pris på", slutter Søren Thiim Andersen.

Borgmester Jacob Trøst udtaler: "Vi er glade for, at vi kan hjælpe Christiansø Administration og øboerne på Christiansø. Det er en helt naturlig ting for os på Bornholm at fortsætte den fine tradition med at hjælpe og støtte vores gode naboer på Christiansø indenfor det kommunale ansvarsområde."


Foto underskrift 13-6-2022.jpg

Billede: Konstitueret kommunaldirektør Trine Dorow, administrator Søren Thiim Andersen og borgmester Jacob Trøst underskriver aftalen på borgmesterkontoret på Ullasvej.


Fakta

Christiansø administreres af Christiansø Administration, ejes af staten og hører direkte under Forsvarsministeriet.  Christiansø ligger jf. kongelig resolution af 1845 uden for den kommunale inddeling og Christiansø Administration er således ansvarlig for en række områder, som i resten af landet varetages af kommunerne.

Der har de seneste mange år eksisteret et samarbejde mellem Bornholm og Christiansø indenfor det kommunale område. Før kommunesammenlægningen var opgaven forankret i Nexø Kommune, og siden 2003 har Bornholms Regionskommune løst opgaven. Samarbejdsaftalen er i løbet af årene gradvist blevet udvidet. Den netop underskrevne aftale afløser en tidligere aftale fra 2019.

 

Kontaktperson Bornholms Regionskommune

Jens Peter Koefoed (Udviklingskonsulent)
M: jens.peter.koefoed@brk.dk
T: 2020 0860 (bedst kl. 8-16 – send evt. sms for aftale)

Kontaktperson Christiansø Administration

Søren Thiim Andersen (administrator)
M: administrator@christiansoe.dk
T: 2031 2913