Del på facebook
Skip Navigation LinksBRK Nyheder Sine Sunesen er Bornholms nye kommunaldirektør

Sine Sunesen er Bornholms nye kommunaldirektør

13-10-2022

Kommunalbestyrelsen har på dens møde til aften godkendt ansættelsen af Sine Sunesen som ny kommunaldirektør. Hun tiltræder i jobbet den 1. november.

Sine Sunesen har i mange år været leder på topniveau i politisk styrede organisationer. Hun er uddannet jurist og kommer med et stort kendskab til den kommunale verden, til det at skabe politik og til samarbejdet mellem kommuner, KL, ministerier, erhvervsorganisationer og uddannelsesinstitutioner. Sine Sunesen har desuden solid erfaring med strategiarbejde og med at sætte retning i en organisation. 

Borgmester Jacob Trøst, der har været formand for ansættelsesudvalget, siger:

"Der skal lyde en varm velkomst til Sine, som kommer med en lang række relevante erfaringer og indsigt i den offentlige forvaltning. Det bliver godt at få en fuldtallig direktion, og jeg ser frem til samarbejdet". 

Sine Sunesen ser frem til at blive en del af Bornholms udvikling, hun siger:

"Kommunen har et spændende potentiale med et voksende befolkningstal og ambitioner om grøn omstilling. Jeg ser frem til samarbejdet med kommunalbestyrelsen, øens øvrige aktører og selvfølgelig kommunens medarbejdere om at skabe gode velfærdsydelser til gavn for både borgere og erhvervslivet. Jeg lægger vægt på, at kommunen er en god arbejdsplads med godt arbejdsmiljø, og at der er en fri og løbende dialog mellem medarbejdere og ledelse om trivsel og kvalitet. Den dialog glæder jeg mig til at indlede." 

Privat er Sine Sunesen gift og har sammen med sin mand tre voksne børn. Fritiden bliver gerne brugt i haven, i naturen og på kunstmuseer.

Sine bor endnu ikke på øen. Hun vil derfor i den første tid i jobbet som kommunaldirektør bo hos nogle venner, herefter håber hun på at finde og købe en permanent bolig på Bornholm. Hun tiltræder i stillingen på valgdagen, tirsdag den 1. november. 


sine sunesen.jpg

Sine Sunesens tidligere ansættelser

2015 - 2022 Adm. direktør Akademikerne.
2009 - 2015 Direktør KL.
2004 - 2009 Formand Akademikerne.
2001 - 2004 Forbundsformand Djøf.
1996 - 2001 Formand Djøf-Offentlig.
1991 -1996 Fuldmægtig/ministersekretær i Centraladministrationen.