Del på facebook
Skip Navigation LinksBRK Nyheder Skoleundersøgelse 2020 er klar og viser fremgang for den bornholmske folkeskole

Skoleundersøgelse 2020 er klar og viser fremgang for den bornholmske folkeskole

31-03-2021

Rapporten fra den tilfredshedsundersøgelse som blev foretaget i 2020 blandt forældre til skolebørn er nu klar og skal behandles af Børne- og Skoleudvalget på dets møde tirsdag 6. april. Undersøgelsen er blevet til på ønske fra det politiske udvalg og er udarbejdet af administrationen i kommunens politiske sekretariat.

En tilsvarende undersøgelse blev gennemført i 2018 ud fra et politisk ønske om at forbedre den bornholmske folkeskole efter, at indskrivningstallene til 0. klasse for skoleåret 2017/2018 igen viste en stor søgning mod fri- og privatskolerne.

Hovedkonklusionerne i forældreundersøgelsen 2020 er: 

  • at der overordnet ses en fremgang i folkeskolernes udvikling på stort set alle parametre.
     
  • at det ser ud til at tendensen, hvor et stigende antal forældre vælger privat- og friskolerne til, er stagneret.

Tre grupper af forældre er blevet spurgt

Undersøgelsens resultater hviler i udgangspunktet på i alt tre spørgeskemaundersøgelser rettet mod tre forskellige grupper af forældre til skolebørn. Spørgeskemaundersøgelserne er gennemført i sidste kvartal af 2020. De tre grupper forældre der har deltaget er: 

  • forældre til børn i den almene bornholmske folkeskole fra 0. til og med 9. klasse pr. oktober 2020. Dette omfatter ikke specialskoler, 10. klasse og ungdomsskolen. Undersøgelsen blev udsendt via e-Boks til 4.359 forældre. Undersøgelsen fik en svarprocent på 31 procent.
  • forældre, der har valgt at indskrive deres barn i 0. klasse på en fri- eller privatskole i 2019 og 2020. Undersøgelsen blev udsendt via e-Boks til 488 forældre. Undersøgelsen har fokus på årsagen til forældrenes skolevalg til deres barn. Undersøgelsen fik en svarprocent på 37 procent. 
  • forældre, der har valgt skoleskift for deres barn fra en folkeskole til en fri- og privatskole i skoleårene 2018/2019 og 2019/2020. Undersøgelsen blev udsendt via e-Boks til 195 forældre. Undersøgelsen har fokus på årsagen til valget af skoleskift. Undersøgelsen fik en svarprocent på 31 procent.

De tre undersøgelser er både kvantitative og kvalitative, idet forældrene ikke alene har sat kryds i et skema, men også har haft mulighed for at knytte egne kommentarer til besvarelserne flere gange i løbet af undersøgelsen. En del af disse kommentarer uddyber og forklarer blandt andet, hvad den utilfredshed, som et mindretal af forældrene giver udtryk for, bunder i. I alt er der modtaget ca. 1700 kommentarer fra forældrene, i kommentarerne gives der både giver udtryk for tilfredshed og utilfredshed.

De indsamlede data fra spørgeskemaundersøgelserne er i rapporten suppleret med statistiske data om blandt andet sygefravær, klassestørrelser, resultater fra trivselsmålinger og kompetencedækning. 

• Hele Skoleundersøgelse 2020 Klik her
• Skoleundersøgelse 2018 Klik her