Del på facebook
Skip Navigation LinksBRK Nyheder BOFA: Snart får det bornholmske madaffald nyt liv

BOFA: Snart får det bornholmske madaffald nyt liv

01-07-2022

BOFA har, efter en udbudsrunde, og efterfølgende godkendelse af kommunalbestyrelsen, indgået kontrakt med Gemidan A/S, der sikrer at øens madaffald får nyt liv som bæredygtig energi og grøn gødning til landbruget. Madaffaldsindsamlingen og den bedre ressourceudnyttelse ventes at træde i kraft fra starten af januar 2023.

Når Bornholmerne ved årsskiftet skal til at indsamle madaffald, så bliver det i et nyt spændende samarbejde med virksomheden, Gemidan. De ca. 3000 tons madaffald, som BOFA forventer at modtage årligt, vil efter endt indsamling blive transporteret til Egedal på Sjælland. Her vil madaffaldet blive behandlet i et Ecogi forbehandlingsanlæg, hvor teknologien behandler og separerer det organiske affald fra det plastik og andre ikke-organiske materialer, der måtte være i madaffaldet. Efter separering bliver madaffaldet omdannet til biopulp. Pulpen sendes herefter til bioforgasning, hvor biogassen trækkes ud og efterfølgende kan bruges til opvarmning og brændstof.

Restproduktet efter bioforgasning vil blive brugt som grøn gødning i landbruget.
Plastikposerne, som borgerne har brugt til at aflevere madaffaldet i vil blive sendt videre til genanvendelse.

Lidt fakta
Når de ca. 3000 ton madaffald recirkuleres vil det under normale omstændigheder gennemsnitlige forhold svare til at ca. 450 tons gulerødder kan gødes og en almindelig husstand kan opvarmes i knap 30 år. Bedst af alt så spares kloden for omtrent 94 tons CO2 årligt, ifølge Gemidans beregninger baseret på en CO2 effektberegner udviklet af Syddansk Universitet.

  • Samarbejdet mellem Gemidan og BOFA vil være en vigtig brik i puslespillet, når Bornholm skal nå i mål med visionen om et Bornholm uden affald – madaffald fylder nemlig en del i BOFAs affaldsstatistik.

  • Affald er noget, vi alle skal tage stilling til. Med den nye aftale får bornholmere og turister mulighed for at gøre en god, grøn forskel med deres organiske affald.

  • Kartoffelskræller, kaffefiltre, madrester og andet organisk affald vil inden længe være en kilde til bedre ressourceudnyttelse og ikke blot fyld i en altid sulten forbrændingsovn.