Del på facebook
Skip Navigation LinksBRK Nyheder Status på skolerne: Lille tilbagegang i elevtallet, stabil fremgang på flere af skolerne, flere vælger folkeskolen til

Status på skolerne: Lille tilbagegang i elevtallet, stabil fremgang på flere af skolerne, flere vælger folkeskolen til

19-09-2019

Center for Skole har netop opgjort antallet af elever i vores skoler. For de seks folkeskoler er det samlede antal elever 2351 pr. 5. september 2019. Der er tale om en lille tilbagegang på 2,57 procent ift. året før, hvor elevantallet lå på 2413, og året før var det 2478. Også øens privat- og friskoler oplever en lille tilbagegang. Deres samlede elevtal udgør i øjeblikket 1399 modsat 1409 året før og 1360 tilbage i 2017/2018.

Tilbagegangen ligger i tråd med kommunens befolkningsprognose, som forudser en stigning blandt de 0-5 årige men et fald i antallet af børn i skolealderen. På længere sigt vil stigningen i antallet af mindre børn slå igennem på skoleområdet.

De seks folkeskolers udvikling varierer, men flere af dem viser en stabil fremgang. 10. klasseskolen tegner sig for den største stigning i antallet af elever. Her er der tale om en stigning på 46,48 procent. Elevtallet er pr. 5. september 104 mod 71 i 2018/19 og 80 i 2017/2019.

Elevtallet i vores folkeskoler bør ses i sammenhæng med antallet af indskrevne børn til folkeskolerne. I indeværende år steg andelen af indskrevne børn til folkeskolerne på Bornholm med 3,6 procentpoint fra 62,1 til 65,7 procent.

Oversigt over fordelingen af elever i henholdsvis folkeskoler og privatskoler på Bornholm.

Procentvis fordeling20152016201720182019
Privatskoler28,630,838,337,934,3
Folkeskoler71,469,261,762,165,7

 

Det er svært at tegne et entydigt billede af situationen lige nu alene ud fra tallene, men med den forandringsproces som skolerne har været igennem, og med de udviklingsplaner som er lagt igennem det seneste år, er der grund til at have optimisme på den bornholmske folkeskoles vegne.