Del på facebook
Skip Navigation LinksBRK Nyheder Stort engagement omkring Ungerådets første event

Stort engagement omkring Ungerådets første event

03-12-2021

​Over 30 unge i alderen 15-25 år fra det meste af øen deltog i går i det, der blev startskuddet på etableringen af Bornholms Ungeråd. Rådet skal sikre de unges stemme og give mulighed for at skabe nye initiativer og aktiviteter for alle unge på Bornholm. Ungerådet får også mulighed for at få punkter behandlet på både møderne de politiske udvalg og i kommunalbestyrelsen.

Med inspiration og assistance fra Netværket af Ungeråd nåede deltagerne i går rundt om en masse overvejelser omkring, hvad de ønsker, at Ungerådet skal arbejde med, hvad de selv er optaget af og hvordan de mener, at man bedst arbejder sammen.

Der er nok at gå i gang med
Emnerne der optager de, der deltog i går, er mange; klubber for de mindste børn, en bedre seksualundervisning, LBGT+ (kønsdiversitet), flere aktiviteter i vinterhalvåret, et fælles mødested/ungehus (her blev der flere gange peget på Damsgaard), flere sociale aktiviteter som langbordsmiddage/kulturelle arrangementer (jazz/litteratur/udstillinger/noget for folk der der ikke spiller fodbold/brætspilsarrangementer), rejsekort på Bornholm og bedre transportmuligheder, en vinterfestival i Tejn, fripas til fritidsaktiviteter for udsatte børn, fester andre steder end i Rønne og Nexø, sodavansdisko.

11 kandidater stillede op til formandsskabet
Blandt deltagerne var der stor lyst til at stille op til formandsskabet. I alt stillede 11 personer op til formandsskabet, hvor der skulle vælges fem medlemmer, som er valgt for en toårig periode. Alle kandidater præsenterede sig selv og fortalte, hvad de har som mærkesager, og hvad de var optaget af hver i sær. Herefter blev der stemt og de fem der fik flest stemmer udgør nu formandsskabet for Ungerådet.

De fem medlemmer af formandsskabet for Bornholms Ungeråd:

Kristoffer Kromand (24 år)
Sebastian Larvad (20 år)
Niklas Stenbye (18 år)
Olav Eilsøe-Madsen (18 år)
Emil Rigstad (18 år)

Det er nu op til formandsskabet at finde ud af, hvornår og hvordan man igen samles i Ungerådet. Rådet får sekretariatsbistand fra Bornholms Regionskommune og har fået bevilget 231.000 kr. til aktiviteter i 2022.

Kontakt til Ungerådet: Gitte.Hvidkaer@brk.dk

marie_NAU.jpg

unge1.jpg

unge_band.jpg