Del på facebook
Skip Navigation LinksBRK Nyheder Svaneke Bryghus er Årets Virksomhed 2020

Svaneke Bryghus er Årets Virksomhed 2020

18-09-2020

​Vinderen af titlen som Årets Virksomhed 2020 blev Svaneke Bryghus. Bryghuset deltog sammen med Bornholm Hotels og Lehnsgaard Bornholms Oliemølle i opløbet om førstepladsen. Kåringen fandt sted i dag ved et arrangement i Møbelfabrikken i Nexø. I år blev der lagt vægt på i udvælgelsen, om virksomhederne agerer grønt og bæredygtigt.

I alt var 15 bornholmske virksomheder indstillet til prisen, som efter planen skulle være uddelt i maj måned, men blev udskudt grundet Corona.

Svaneke Bryghus fik prisen for dets arbejde med at gøre produktionen af øl grøn og bæredygtig. Blandt andet ved at bryghuset om kort tid installerer et anlæg, der gør det muligt for bryghuset at genindvinde og genbruge kulsyre og sammen med andre tidligere tiltag vil gøre Svaneke Bryghus CO2 neutralt fra næste år, skriver Bornholms Tidende.

Bryghuset drives blandt andet også med vedvarende energi; hvor halvdelen er fra egne solceller og halvdelen købes som grøn, certificeret vind-og solenergi. Al mask, restproduktet fra ølbrygningen, afhentes af Brændegård og anvendes som grisefoder.

"Det har ikke været en nem beslutning af udpege Årets Virksomhed af de tre, for alle tre nominerede virksomheder gør det rigtig godt på den grønne dagsorden," sagde borgmester Winni Grosbøll i sin tale ved udnævnelsen af Årets Virksomhed 2020.

"Svaneke Bryghus belønnes for den strategiske og visionære indsats, vi har set gennem årene, og som vi glæder os til at se endnu mere af i fremtiden," sagde Winni Grosbøll ifølge Bornholms Tidende.

Erhvervsprisen uddeles af Bornholms Erhvervsservice, som er et samarbejde mellem Bornholms Regions Kommune, Business Center Bornholm og Erhvervshus Hovedstaden.