Del på facebook
Skip Navigation LinksBRK Nyheder Svartingedal Skole lever videre i bedste velgående

Svartingedal Skole lever videre i bedste velgående

29-06-2018

Alle eventuelle bekymringer om at Svartingedal Skole i Hasle skulle være truet på sin eksistens grundet lukningen af asylafdelingen er helt unødvendige. Det viser ny undersøgelse foretaget af kommunens økonomi- og personaleafdeling.

Udlændingestyrelsens beslutning om at lukke de to Røde Kors-asylcentre med udgangen af september i år har flere steder fået sat gang i bekymringer om, hvilke konsekvenser det måtte få for Svartingedal Skole. Skolen har igennem årene drevet en særlig afdeling for asylansøgernes børn, som nu bortfalder med lukningen af centret. Men svaret er, at der ikke er grund til bekymring.

En analyse af skolens økonomi, foretaget af kommunens økonomi- og personaleafdeling, viser at skolen kommer til at have et mindre overskud i 2018, og at økonomien i 2019, med nogle enkelte tiltag, også vil være i balance.

"Der skal holdes hus med pengene, men skolen har også en aktiv bestyrelse, en dygtig ledelse og engagerede medarbejdere der alle arbejder på at tiltrække flere elever. Svartingedal Skole er en god og attraktiv skole, der har udviklet sig meget de senere år, og tilført mange fornyelser. Skolen er f.eks. med i First Lego League, praktiserer dans og yoga og har skruet op for fokus på dansk, engelsk og matematik i indskolingen," siger kommunens direktør for skoleområdet, Johannes Nilsson.