Del på facebook
Skip Navigation LinksBRK Nyheder To bornholmere modtog i dag Danske Beredskabers hæderslegat

To bornholmere modtog i dag Danske Beredskabers hæderslegat

05-10-2020

I januar i år satte Nanett Sonne-Mortensen og Heidi Schiødt Smidemann deres eget helbred på spil og reddede en mand ud af hans brændende lejlighed i Rønne. Det kunne have været gået rigtigt galt, men det gjorde det heldigvis ikke. I dag overrakte borgmester Winni Grosbøll hæderslegatet på vegne af Danske Beredskaber til de to resolut handlende kvinder. 

Lørdag 11. januar var Heidi Smidemann og Nanett Sonne-Mogensen på vej til indkøb og observerede fra gadeniveau, at der kom røg ud af vinduerne i Ellekongestræde 4B. De var bekendt med, at der boede en i lejligheden, men var ikke klar over, om han var inde i lejligheden eller ej. Begge forsøgte at trænge op ad trappen i opgangen, hvor der imidlertid var så kraftig røgudvikling, at det ikke var muligt at se op – og langt mindre bevæge sig frem til lejligheden. Ved at råbe inde på trappen, får de kontakt med beboeren Per, der svarer, at han er deroppe, men at han ikke kan komme ned grundet den kraftige røg. Det lykkedes herefter de to kvinder at få knust en rude og åbnet et vindue til gården så en smule af røgen forsvandt. De kommer herefter igennem røgen og op på 1. sal til beboerens hoveddør. De kan intet se, og begynder derfor at slå på gelænderet og skabe larm, så beboeren kan finde den retning, han skal gå for at komme ud af lejligheden. Umiddelbart herefter får de fat i Pers arm og trak ham til sig, hvorefter de slæbte ham ned til afsatsen, og herfra bar de ham ud på gaden. Per blev herefter hentet og kørt med ambulance til Bornholms Hospital og umiddelbart herefter overført til Rigshospitalet, hvorfra meldingen samme aften var, at han var ude af livsfare. 

Beboeren kunne have været død
Det er Bornholms Brandvæsen der har indstillet de to kvinder til hæderslegatet. Brandvæsenets vurdering I indstillingen lyder således:
"Havde Heidi Smidemann og Nanett Sonne-Mogensen ikke, til trods for risiko for eget helbred, handlet så hurtigt, resolut og snarrådigt, ville Per sandsynligvis være afgået ved døden pga. den usædvanligt tætte røg." Og netop den uselviske og hurtige handling gør dem fortjent til at modtage Danske Beredskabers hæderslegat, der ud over æren består af 10.000 kr., som de to modtagere skal dele.

Danske Beredskaber er en landsdækkende sammenslutning af alle de kommunale beredskabsenheder, men grundet Corona-situationen var dagens arrangement, der fandt sted i formiddag hos Falck i Rønne, lagt i hænderne på det lokale beredskab på Bornholm. Derfor var det også Beredskabsinspektør, Michael Grønbech-Dam der holdt talen for de to modtagere på vegne af Danske Beredskaber. Ligesom det var borgmester, Winni Grosbøll der overrakte hæderslegatet. 

Om Danske Beredskabers hæderslegat
Hæderslegatet tildeles personer, som har handlet ekstraordinært i en presset situation og derved reddet mennesker og værdier fra brand. Legatet er to gange tidligere blevet tildelt personer på Bornholm. Det skete i henholdsvis 2001 og 2003. Dengang var navnet på legatet, Dansk Brandinspektørforenings Hæderslegat. I 2001 blev legatet givet til Ulrik Ovesen for heltemodig indsats i forbindelse med en brand i Allinge, hvor han reddende en ældre mand ud fra 1. sal i et brændende hus. I 2003 blev legatet givet til Jacob Stefan Nielsen for heltemodig indsats i forbindelse med en brand i Aakirkeby, hvor han reddede to ældre ud af brændende hus.

Læs mere om Danske Beredskaber klik her

Foto: På billedet ses de to modtagere af hæderslegatet Heidi Schiødt Smidemann og Nanett Sonne-Mortensen sammen med borgmester, Winni Grosbøll og Bornholms Beredskabschef Palle Kreutzberg Tourell.