banner med logoer
Del på facebook
Skip Navigation LinksBRK Nyheder To erhvervspriser uddeles

To erhvervspriser uddeles

08-05-2018

​Det bornholmske erhvervsliv og dets udviklingsmuligheder er i fokus, når Bornholms Erhvervsservice inviterer til Åbent Hus og kåring af Årets Virksomhed den 23. maj på Landemærket i Rønne.

Prisen til Årets Virksomhed blev stiftet sidste år, hvor fokus samtidig var på iværksættere. Her løb modellervoks-firmaet Ailefo med prisen. I år er fokus på de mere etablerede virksomheder, og kriteriet for at blive nomineret er dels, at man har mere end 5 ansatte, men også at virksomheden har vist særlige resultater ift. eksport, beskæftigelse og bæredygtige løsninger.

”I år har vi valgt, at prisen skal gå til en af de virksomheder, der er med til at trække det tunge læs på Bornholm ift. vækst og beskæftigelse, og som viser, at de samtidig kan lave energi- eller miljømæssige løsninger i deres drift. Vi har fundet frem til seks nominerede virksomheder, og når juryen har voteret, glæder jeg mig rigtig meget til at kunne kåre vinderen den 23. maj”, fortæller borgmester Winni Grosbøll.

Medarbejdere og ledere under Bornholms Erhvervsservice har stået for nomineringerne, og det har ikke været let.

”Det viste sig undervejs, at vi blev nødt til at lave en ny kategori for ikke kun at honorere den enkeltvirksomhed, der har gjort det bedst, men også honorere den branche, vi synes har stået for den største del af den bornholmske udvikling ift. vækst og arbejdspladser de sidste år”, lyder det fra kommunaldirektør Peter Loft, der står for at uddele denne pris. Dette vil være en enkeltstående pris og ikke en årlig pris.

Alle er velkomne til Åbent Hus arrangementet, og der er gratis adgang.

Tilmelding via www.bornholm.biz

Fakta

Bornholms Erhvervsservice er en samle-betegnelse for erhvervsfremmeaktørerne på Landemærket 26 i Rønne, der tæller Bornholms Vækstforum, Business Center Bornholm, Væksthus Hovedstadsregionen, Bornholms Erhvervsfond og Regionskommunens afdelinger for Jobservice og Byg (Byg er dog placeret i Tejn).

Juryen for årets virksomhed består af repræsentanter for medlemmerne i Bornholms Erhvervsservice.

Nominerede virksomheder er:

A. Espersen

Svaneke Bryghus

Beck Pack Systems

Bornholms A/S

Bornholms Andelsmejeri

KH Maskinværksted

Nominerede brancher er:
Alle brancher på Bornholm.