Del på facebook
Skip Navigation LinksBRK Nyheder Vækstteam Bornholm afleverer deres anbefalinger til regeringen

Vækstteam Bornholm afleverer deres anbefalinger til regeringen

31-05-2021

Vækstteam Bornholm er nu klar med sine anbefalinger til regeringen om udvikling af et bornholmsk erhvervsfyrtårn inden for grøn energi og til genstart af Bornholm efter Corona-krisen. Overskriften for anbefalingerne er; "Bornholm som Østersøens fyrtårn for udnyttelse af grøn energi fra havvindmøller".

Tilbage i marts 2021 blev syv regionale vækstteams nedsat til at undersøge, hvordan regeringen bedst investerer i lokale erhvervsfyrtårne, så hele landet kommer godt igennem og ud af COVID-krisen.

På Bornholm har vækstteamets hovedfokus været at styrke øens arbejde med grøn energi. Anbefalingerne til hvordan Bornholm gennem forskellige konkrete tiltag kan styrke den grønne udvikling lanceres nu.

Borgmester Thomas Thors blev som bestyrelsesformand for Erhvervshus Hovedstadens filial på Bornholm udpeget som medlem af Vækstteam Bornholm. Han siger:

"Vækstteam Bornholm har med vores anbefalinger givet en stor anerkendelse af det arbejde, som Bornholm har stået for de seneste årtier for netop den grønne omstilling. Derudover  peger vores anbefalinger på, at Bornholm kommercielt skal udnytte mulighederne i energiø Bornholm til at skabe et erhvervsfyrtårn, som kan drive en stor udviklingen på Bornholm. Det er i mine øjne en rigtig prioritering, der ligger i anbefalingerne, og jeg er glad for, at Regeringen nu med anbefalingerne i hånden kan bakke målrettet op om at få de ambitiøse projektidéer til at lykkes."

I anbefalingerne lægger Vækstteam Bornholm op til tiltag inden for tre hovedspor

  • 1. Bornholm som Østersøens centrum for havvind
  • 2. Bornholm som testø for grøn energi
  • 3. Bornholm som Østersøens grønne transporthub

Dertil kommer anbefalinger, der knytter sig til genstart af bornholmsk erhvervsliv efter COVID-krisen - se Erhvervsministeriets pressemeddelelse: Nu kommer anbefalingerne, som skal skabe vækst og grønne arbejdspladser på Bornholm | Erhvervsministeriet (ritzau.dk)

Se også nyheden fra marts 2021, da etableringen af de syv vækstteams skete: Regionale vækstteams skal skabe vækst og arbejdspladser i hele Danmark (em.dk)

Regeringen har afsat samlet 500 mio kr. til at følge op på abefalingerne fra de syv vækstteams. Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse vil bevilge midlerne ud fra konkrete ansøgninger til de enkelte anbefalinger eller hovedspor.

Vækstteam Bornholm, som blev nedsat af Erhvervsministeriet i marts 2021, har bestået af lokale bornholmske repræsentanter med et bredt kendskab til det lokale erhvervsliv. Formanden for vækstteamet var Henriette Hallberg Thygesen, Executive Vice President i A.P Møller Maersk.

De øvrige medlemmer var:

  • Morten Studsgaard, Adm. dir, BHS Logistics.
  • Anne Thomas, Direktør i Center for Regional- og Turismeforskning.
  • Linda Kofoed Persson, Byrådsmedlem i Bornholms Regionskommune.
  • Klaus Holm, Formand for Metal Bornholm.
  • Jan Nielsen, Formand for Dansk El-Forbund Bornholm.
  • Dorte Zacho, Medejer af BM silo, medlem af Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse.
  • Thomas Thors, Borgmester, Bornholms Regionskommune, Bestyrelsesformand for Erhvervshus Bornholm.
  • Karen Bladt, Direktør for Hasle Refractories, Næstformand for Erhvervshus Bornholms bestyrelse.
  • Inge Prip, Direktør for Campus Bornholm, medlem af Erhvervshus Bornholms bestyrelse.