Del på facebook
Skip Navigation LinksBRK Nyheder Winni Grosbøll stopper som borgmester

Winni Grosbøll stopper som borgmester

06-11-2020
​Borgmester Winni Grosbøll har takket ja til jobbet som direktør for Friluftsrådet og stopper dermed som borgmester på Bornholm efter 11 år. Skiftet sker ved udgangen af december.
Winni Grosbøll breakede selv nyheden i dag lidt over kl. 10.00 fra hendes egen Facebook profil og beskriver her, at det er med vemod, at hun forlader sit virke som borgmester. Se hele teksten:


Kære alle

Der er mange følelser på spil, mens jeg skriver disse linjer.

Jeg har takket ja til et tilbud om at blive ny direktør for Friluftsrådet, der en privat paraplyorganisation, der samler 85 organisationer inden for natur, miljø og friluftsliv i Danmark. Et fantastisk spændende job, hvor jeg får mulighed for at arbejde med noget af det jeg synes er allersjovest; frivillige engagererede mennesker, foreninger der favner mange interesser, politik, lokale projekter, børn, unge, ældre og de mange oplevelser, som naturen giver os, og aldrig før har friluftsdagsordenen været så vigtigt.

Det glæder jeg mig helt vildt til at gå i gang med i begyndelsen af det nye år!

Det betyder jo så desværre også, at jeg vemodigt må forlade mit virke som borgmester på Bornholm med udgangen af december måned.

Jeg var kun 33, da jeg blev valgt for 11 år siden, og siden har det fyldt langt de fleste vågne timer i mit liv. Jeg elsker Bornholm! Og jeg har i de sidste mange år ikke haft mange stunder hvor jeg ikke har tænkt Bornholm. Det har været en kæmpe ære og en fantastisk rejse, hvor jeg har mødt og arbejdet med de mest fantastiske, kloge, spændende, hårdtarbejdende mennesker fra nær og fjern om at udvikle vores Bornholmske samfund. Det er svært at beskrive – udover at jeg er mega taknemmelig over at have arbejdet med jer alle gennem årene!

Jeg synes, at vi er kommet rigtigt langt; de midterste år var lange og hårde, men vi har fået en bedre økonomi og flere arbejdspladser. Vi er blevet kåret som Europas grønne ø. Det vrimler med spændende erhvervsdrivende, passionerede folk der holder Bornholm i gang, små sjove, lækre steder, gourmetrestauranter, oplevelser og en lang sommer, der smager af solskin, varme lyse nætter, Folkemøde og latter. Huse og sommerhuse bliver solgt på rekordtid. Og om lidt begynder et helt nyt spændende maritimt eventyr som bæredygtig energi-ø.

Og så står vi sammen, når det gælder, hvilket vi bl.a. har kunnet se under Corona-krisen, hvor vi har passet godt på hinanden og de svageste på øen.

Det jeg dog er allermest glad for er, at vi genfandt stoltheden over Bornholm og os selv, optimismen blomstrer igen på øen. Sådan var det ikke helt da jeg begyndte for 11 år siden. Men det er det allervigtigste for et samfund som vores.

– lov mig at holde fast i det!

Til sidst på min egen arbejdsliste stod "De små børns Bornholm" og "energiøen". Begge projekter er nu kommet i havn, I skal videreudvikle dem, perspektiverne er store og vigtige!

Alting har sin tid - også en borgmesters - og jeg glæder mig nu til at kunne følge udviklingen af øen lidt mere fra sidelinjen. I vil stadig kunne høre min lidt for høje latter i bybilledet, men jeg vil nyde at træde ud af lokal-tvs projektør og ikke altid skulle vågne op med en god forklaring på stort set alt mellem himmel og jord.

Af hjertet TAK til alle jer, der har været mine rejsekammerater på rejsen indtil videre. Pas godt på Bornholm, og alt det vi har skabt sammen!