Fritidspas

Bornholms Regionskommune tildeler gratis fritidspas til børn og unge, hvor det skønnes, at deltagelse i fritidsaktiviteter vil kunne være afgørende for barnets/den unges trivsel og udvikling.
 
Et fritidspas giver barnet/den unge mulighed for at deltage gratis i én specifik fritidsaktivitet, dog max. 1.000 kr.
 
Målgruppe
Målgruppen er udsatte børn og unge i alderen 6 år til og med 17 år. I vurderingen af hvilke børn/unge, der kan komme i betragtning til et fritidspas, kan et eller flere af nedenstående forhold indgå:
  • Sociale og økonomiske forhold i familien
  • Personlige forhold som eksempelvis mobning, ensomhed/isolation
  • Andre pædagogiske hensyn

Hvordan får man et fritidspas?
Fagpersoner – f.eks. socialrådgivere, lærere, sundhedsplejersker og SSP-medarbejdere – kan indstille til et fritidspas til de børn og unge, hvor det fagligt vurderes, at de kan få gavn af at deltage i en fritidsaktivitet, som de ellers ikke ville have mulighed for.

Det er desuden muligt for trænere eller instruktører i foreningerne i samarbejde med skolerne at indstille til fritidspas. Forældre kan ikke selv indstille deres barn til et fritidspas.

Procedure

Når familien (evt. sammen med en fagperson) har truffet aftale med en forening om en fritidsaktivitet, som barnet/den unge gerne vil deltage i, udfylder fagpersonen blanketten "Indstilling til Fritidspas", som indsendes til Center for Skole, Kultur og Fritid.

Da fritidspasset betaler kontingent til én konkret aktivitet, bør der tages hensyn til sæsonstart for den pågældende aktivitet, således at barnet/den unge får mulighed for at være med fra start til slut.

Hvordan bruges et fritidspas?

Fritidspasset kan anvendes til at betale kontingent i alle folkeoplysende foreninger på Bornholm, samt i Musik- og Billedskolen og Dramaskolen.
Der udstedes ikke fritidspas til brug i private fitnesscentre og private danse- og rideskoler.
Fritidspasset kan kun bruges til at betale kontingent eller deltagerbetaling. Det kan ikke bruges til at betale for udstyr.

Fritidspasset betaler kontingentet til én konkret aktivitet, dog max. 1.000 kr., og gælder i ét år.

Bevilling

Center for Skole, Kultur og Fritid håndterer indstillingen, og sørger for at give besked til foreningen om refusion af kontingent for den godkendte aktivitet og periode.
Foreningen opkræver kontingentet hos Center for Skole, Kultur og Fritid, Ullasvej 17, 2. sal, 3700 Rønne, eller via EAN-nr. 5798 0099 53841 på virk.dk.

Et fritidspas kan som udgangspunkt kun udstedes til ét barn én gang. Det er dog muligt i særlige tilfælde, at genindstille til yderligere et fritidspas.

Er der behov for mere kontinuerlig støtte til fritidsaktiviteter skal dette bevilges efter servicelovens regler via barnets/den unges socialrådgiver.

Kontakt

Center for Skole, Kultur og Fritid
Email: skf@brk.dk
Telefon: 56 92 00 00​

Hvor kan fritidspasset bruges

Et fritidspas kan bruges i alle folkeoplysende foreninger på Bornholm. Se listen herunder.

Derudover kan fritidspasset bruges i Musik- og Billedskolen, Dramaskolen og Ungdomsskolen.

Fritidspasset kan ikke bruges i privateejede centre - som f.eks. fittness, rideskoler eller danseskoler.​

Godkendte foreninger