Del på facebook
Skip Navigation LinksBRK Nyheder Besøgsrestriktionerne ophæves på Bornholms plejecentre

Besøgsrestriktionerne ophæves på Bornholms plejecentre

11-02-2021

Styrelsen for Patientsikkerhed har netop meddelt Bornholms Regionskommune, at de besøgsrestriktioner der har været udstedt grundet risiko for Coronasmitte, nu er ophævet. Lave smittetal og vacciner er baggrunden for ophævelsen.

Bornholms Regionskommune har netop modtaget en formel ophævelse af de besøgsrestriktionerne, der har været gældende for vores plejecentre grundet risikoen for smitte med Corona. Det betyder, at pårørende frit kan besøge deres kære uden restriktioner. Baggrunden for ophævelsen af restriktionerne er kombinationen af, at Bornholm har holdt et meget lavt smittetal gennem mange uger, og at beboerne og store dele af personalet er blevet vaccineret mod smitten.

Formand for Social- og Sundhedsudvalget, Bjarne Hartung Kirkegaard siger:
"Det glæder mig, at Styrelsen for Patientsikkerhed nu vurderer, at besøgsrestriktionerne kan ophæves, og at det sker på baggrund af, at smittetallet er lavt på Bornholm – og gennem et stykke tid har været under bekymringsgrænsen. Det ser jeg som et udtryk for, at vores fælles indsats har båret frugt. Jeg er glad for den store indsats, som jeg ved at vores ansatte på plejecentrene har ydet og fortsat yder for at holde smittetallet nede."

Dog gælder det fortsat, at vi skal passe på hinanden, Karina Nørby, sundhedschef i Bornholms Regionskommune siger:

"Det må være en lettelse for både beboere og pårørende, at man igen kan ses under mere normale vilkår. Jeg skal dog sende en endog meget stor opfordring til, at vi fortsætter med at holde de gode Coronavaner i hævd og sørger for en høj hygiejne – altså; vask og sprit hænder, host i ærmet og undlad at tage på besøg, hvis du har symptomer på virussygdom. Selvom besøgsrestriktionerne ophæves, fastholdes de gode hygiejnevaner, systematiske test blandt personalet samt brugen af værnemidler hos de ansatte."

Se brevet Styrelsen for Patientsikkerhed Klik her