Del på facebook
Skip Navigation LinksBRK Nyheder Ankestyrelsen frikender kommunen i Løhdes tilsynssag

Ankestyrelsen frikender kommunen i Løhdes tilsynssag

03-03-2025

​​Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) fik i efteråret 2024 Ankestyrelsen til at rejse tilsynssager mod fem kommuner heriblandt vores. De øvrige kommuner var: Odense, København, Aarhus og Helsingør. Tilsynssagen handlede om, at Ankestyrelsen skulle undersøge, om vi i Bornholms Regionskommune efterlever regler om såkaldt forsyningspligt i sociallovgivningen særligt inden for børne- og ungeområdet.

Ankestyrelsen er nu kommet frem til en afgørelse, som konkluderer, at Bornholms Regionskommune efterlever gældende lov. Der er således ikke fundet grundlag for at kritisere kommunens håndtering af området.​​ I resumeet for afgørelsen skriver Ankestyrelsen (27.02.2025):

"Ankestyrelsen vurderer, at Bornholms Regionskommune ikke handler i strid med reglerne i barnets lov om kommunernes forsyningspligt i forhold til børn og unge, der har behov for et behandlingstilbud. Der følger ikke en forsyningspligt efter barnets lov i forhold til et
behandlings- og specialundervisningstilbud."

Indenrigs- og Sundhedsministeriet er den øverste kommunale tilsynsmyndighed, og almindeligvis beskæftiger ministeriet sig ikke med konkrete tilsynssager, før de er færdigbehandlet af Ankestyrelsen. Men i helt særlige tilfælde kan ministeriet pålægge Ankestyrelsen at tage en sag op til behandling, før styrelsen selv har besluttet, om den vil tage en sag op. Det er tilfældet med de sager, som Sophie Løhde (V) rejste sidste år.