Del på facebook
Skip Navigation LinksBRK Nyheder Nu taler Energinet om tilkobling af det Bornholmske elnet til Energiø Bornholm

Nu taler Energinet om tilkobling af det Bornholmske elnet til Energiø Bornholm

07-01-2022

Energinet har i dag lanceret en nyhed om, at de vil arbejde på at sikre en kobling af det bornholmske elnet til Energiø Bornholm.

Meldingen vækker stor glæde hos borgmester Jacob Trøst;

"Det glæder mig meget at høre, at Energinet er kommet frem til, at de nu arbejder på at sikre en tilkobling af Bornholm til energiøens havvindmøller og landeforbindelser. Når vi skal huse energiøens landanlæg, skal strømmen fra vindmøllerne selvfølgelig også komme de bornholmske borgere og virksomheder til gode.

Jeg noterer mig, at Energinet ikke lover en endelig løsning endnu. Men jeg vil følge afklaringen tæt og med en tydelig bornholmsk stemme fastholde, at vi ønsker tilkoblingen. Vi har desuden søgt Vækstteam-midler, til at vi i regi af Nationalt Center for Grøn Energi netop kan at være med til at finde disse innovative løsninger. Så der kan også komme nye erhvervsmuligheder her."

En tilkobling af energiøen til det bornholmske elnet vil betyde, at Bornholm ikke længere behøver at have dieselgeneratorer stående som reservekapacitet til søkablet for at sikre forsyningssikkerheden.

energinet.JPG

Illustration af Energiø Bornholm og potentielle strømforbindelser (kilde: Energinet). 


Ønsket om tilkobling er et emne, der har været drøftet med Energinet og Energistyrelsen det seneste år i takt med konkretiseringen af deres planer for Energiø Bornholm. Det var også et emne flere deltagere rejste på regionskommunens borgermøde om energiøen den 29. november 2021. 

"Jeg ved, at tilkoblingen af 'det store og det lille net' har været en mærkesag for min forgænger Thomas Thors. Og at han og administrationen har været optaget af, at fremføre argumenterne om tilkoblingen til det bornholmske elnet overfor de rette parter. Så jeg er glad for, at Energinet har taget vores ønske seriøst, undersøgt sagen og faktisk fundet ud af, at det er en god idé. Sikke en dejlig melding, vi kan starte året på," siger Jacob Trøst.

 

Læs Energinets udmelding her.

Læs mere om Energiø Bornholm her.  

 

Topbillede: Destination Bornholm og Stefan Asp