Del på facebook
Skip Navigation LinksBRK Nyheder Sådan kommer PostNord Danmark Rundt til at påvirke trafikken

Sådan kommer PostNord Danmark Rundt til at påvirke trafikken

03-07-2025

​Tirsdag den 12. august er der dømt cykelfest på Bornholm, når PostNord Danmark Rundt kommer til øen. Her kan du se, hvordan ruten er, og hvordan det vil påvirke trafikken. 

Første etape af PostNord Danmark Rundt bliver i år for første gang nogensinde kørt på Bornholm. Startskuddet går i Nexø kl. 13.05, og herefter kører cykelrytterne 178 km gennem det bornholmske landskab. Turen går blandt andet gennem Svaneke, Gudhjem, Klemensker, Nyker, Sandvig, Hasle og slutter på Nordre Kystvej i Rønne.

"Cykelløbet er en rigtig god mulighed for at vise vores smukke ø frem, og vi håber, at rigtig mange vil tage del i cykelfesten. Det er klart, at løbet vil have nogle konsekvenser for trafikken, men vi vil gøre vores allerbedste for at minimere de gener, der kan følge med," siger Claus Munch fra Bornholms Regionskommune.

​Bornholms Politi kommer også med en opfordring til borgere og erhvervsdrivende, der kan blive berørte. 

"Vi opfordrer til, at alle sætter sig godt ind, hvilke trafikmæssige ændringer der vil være i forbindelse med PostNord Danmark Rundt og planlægger derefter, hvad enten man er borger eller erhvervsdrivende. Derudover opfordrer vi til, at man tager det, som en god oplevelse, hvis skulle man møde feltet ude på ruten. Cykelrytterne vil formentlig være passeret igen inden for 15 minutter, hvorefter vejen igen er farbar for de fleste køretøjer," siger Tim Toxværd Haugsted, politikommissær ved Bornholms Politi.

Hvad skal du være opmærksom på?

  • Starten går fra Nexø kl. 13.05. Allerede fra kl. 10.45 er der underholdning og præsentation af hold og ryttere på Skippertorvet.
  • Rytterne kører gennem store dele af øen. De fleste steder vil feltet passere på 10-15 minutter, men ved rundstrækningen nord for Hasle og ved opløbsstrækningen i Rønne, vil der være længerevarende trafikregulering.
  • Rundstrækningen mellem Rutsker, Helligpeder og Hasle kører rytterne igennem tre gange. Denne strækning vil derfor være helt lukket for trafik i 60-90 minutter fra ca. kl. 15.30.
  • Opløbsstrækningen ved Nordre Kystvej er spærret for al trafik i tidsrummet 06.00 – 22.00 (Fra Remisevej til Haslevej). På denne strækning og ved området, hvor rytterne kommer i mål ved Nørrekås i Rønne, forventes der at være aktivitet og besøg af mange fra kl. 16.45 og frem.

Færgen

  • Nordre Kystvej er spærret for al trafik i tidsrummet 06.00 – 22.00 (Fra Remisevej til Haslevej).
  • Ankomster til Rønne - al trafik fra færgen ledes til højre ad Munch Petersens Vej.
  • Afgange fra Rønne - tilkørsel kan ske via Snellemark eller Munch Petersens Vej.

Trafikale ændringer​

  • Der vil være midlertidige standsnings- og parkeringsforbud på dele af ruten, hvor der vil blive sat skilte op i dagene op til løbet.
  • Vi opfordrer til, at landbrugsmaskiner og andre større køretøjer undgår ruten på dagen, indtil cykelrytterne er kørt forbi.
  • Nordre Kystvej i Rønne er lukket for al trafik fra kl. 06.00–22.00.

Parkering

Nexø: Nexø Havns græsareal ved siden af BOFAs genbrugsplads etableres som midlertidig gæsteparkeringsplads.

Rønne: langtidsparkering flyttes fra Rønne Havn til arealer ved Nørrekås. Gæsteparkering er sammenfaldende med langtidsparkering på Nørrekås. Normal langtidsparkering ved Remisevej/Bådehavnsvej ændres til to timers parkering indtil nogle dage før løbets afholdelse, hvorefter der vil være parkeringsforbud på arealet indtil onsdag den 13. august. Der vil være åbent til Snellemarkcenterets parkeringsplads hele dagen, via Munch Petersens Vej.

​Find kort, tidsplan og flere detaljer

Du kan finde kort over ruten, forventet tidsplan for rytternes kørsel med forbehold for vind og vejr på dagen, info om parkeringsmuligheder m.m. på Bornholms Regionskommunes hjemmeside: Projekter PostNord Danmark Rundt 2025 – siden vil løbende blive opdateret.

Løbets officielle side: PostNord Danmark Rundt – Danmarks største etapeløb

Ruter_1. Etape Bornholm.jpg