Svigter synet og er det blevet sværere at læse avisen? Så er der hjælp at få
Der er faktisk mange muligheder for at få hjælp, råd og vejledning, hvis synet begynder at svigte. Og Bornholms Regionskommune og synskonsulenterne på Kommunikationscentret opfordrer til at borgere med synsvanskeligheder kommer i tide og før det svækkede syn er for fremskredent.
Syns Expo – kom til gratis udstilling
Kommunikationscentret arrangerer, sammen med Råd om Syn og Velux Fonden, en udstilling på Vestermarie Skole tirsdag 25. og onsdag 26. marts, kl. 10.00-18.00: Syns Expo, hvor alle er velkomne. Udstillingen er gratis.
En levende udstilling
Syns Expo er et oplevelsesrum, der er bygget op som et hjem. Her kan man se forskellige lamper og lupper og få en snak med synskonsulenter, der kan fortælle mere om de mange muligheder, der er, for at indrette sig med blandt andet god belysning, farvekontraster og forstørrelse. Alt sammen i håb om, at flere vil henvende sig til Kommunikationscentret i tide.
Lyt til en fortælling om at leve med nedsat syn
På www.rådomsyn.dk ligger der bl.a. en podcast, hvor Karen Grønvald, som bor på Plejecenter Klippebo i Gudhjem, fortæller, hvordan hun lever med et stærkt nedsat syn.
Lyt til podcasten her: Lys, lydbøger og følesansen træder til, når synet svigter 90-årige Karen