Del på facebook
Skip Navigation LinksBRK Nyheder Uge 38 Hygiejneuge: Vi fortsætter med fokus på at bevare de gode vaner

Uge 38 Hygiejneuge: Vi fortsætter med fokus på at bevare de gode vaner

21-09-2021

Hygiejneugen er en landsdækkende kampagneuge, hvor Rådet for Bedre Hygiejne sætter fokus på værdien af en indsats for bedre hygiejne både i hjemmet, i skolen, på arbejdspladsen og hvor vi ellers færdes. De gode hygiejnevaner vil nemlig hjælpe os til at bryde smitten ved smitsomme virus-sygdomme, som for eksempel influenza, og dermed holde os sunde og raske.

Hygiejneugens vigtigste tone er en glæde ved livet og hverdagen. Hygiejne handler om, at kunne hjælpe sig selv og andre til et sikkert og sundt liv. Det handler ikke kun om regler, rammer og retning – det handler også om mennesker og motivation. 

Bornholm deltager i Hygiejneugen
Fagpersoner fra Bornholms Regionskommune og Bornholms Hospital, vil i morgen onsdag 22. september være synlige ved et event på Campus Bornholm. Her vil de sætte fokus på at bevare de gode hygiejnevaner, som vi har lært, eller fået genopfrisket, under corona-epidemien. De gode hygiejnevaner er et effektivt middel til at holde smitten fra virus-sygdomme, som for eksempel influenza, fra døren. 

Bornholms Regionskommune lancerede over sommeren en hygiejnekampagne, blandt andet henvendt til øens turister, om at bevare de gode vaner som gæst på øen. Dette budskab vil Bornholms Hospital og Bornholms Regionskommune nu samarbejde om at brede ud til øens unge, ved onsdagens event på Campus Bornholm i Rønne. 

De unge vil i deres pauser kunne få en snak om blandt andet, hvorfor det er fornuftigt at blive hjemme, når man er syg, og hvorfor det fortsat er vigtigt at vaske og spritte hænder. De vil kunne deltage i en quiz som tester deres viden om netop disse gavnlige vaner. 

For yderligere information, kontakt:
Majken Kofod Hansen, Hygiejnekonsulent Bornholms Regionskommune Majken.Kofod.Hansen@brk.dk telefon: 51 52 16 72.

Christina Munch Jensen, Hygiejnesygeplejerske Bornholms Hospital Christina.munch.jensen.01@regionh.dk telefon: 38 37 14 55.


Billede til presse hygiejne 2021.jpg