Del på facebook
Skip Navigation LinksBRK Nyheder Unge bornholmere kan fra årsskiftet få løn under SOSU uddannelse

Unge bornholmere kan fra årsskiftet få løn under SOSU uddannelse

30-11-2021

Unge under 25 år får nu mulighed for at få løn under uddannelse, hvis de fra årsskiftet vælger en social- og sundhedsuddannelse på Bornholm, det har kommunens Social- og Sundhedsudvalg besluttet.

Som en af de første kommuner i Danmark vil Bornholms Regionskommune nu betale løn til alle, som vælger en uddannelse i den kommunale plejesektor. For de studerende kan det betyde op til kr. 22.000 om måneden i løn, hvilket er 15.000 kr. mere end SU. Ordningen træder i kraft fra årsskiftet, når de nye hold begynder i januar – og uddannelsen indebærer jobgaranti efter endt uddannelse.

Efter de nuværende regler er der løn under uddannelsen til alle over 25 år, der bliver optaget på Grundforløb 2 og vælger en uddannelse som social- og sundhedshjælper og Social- og sundhedsassistent. Dette er i øjeblikket et landsdækkende initiativ, som skal gøre det mere attraktivt at søge ind på en uddannelse i den kommunale plejesektor, hvor der er mangel på kvalificeret personale. Men dette er ikke tilstrækkeligt til at fylde uddannelserne hos Bornholms Sundheds- og Sygeplejeskole. Det har de seneste år været tiltagende svært for Bornholms Regionskommune at få besat elevpladserne, som var reserveret til nye social- og sundhedshjælpere. 

Formanden for Social- og sundhedsudvalget Bjarne Hartung Kirkegård siger:

"Nu vælger vi at give løn til alle og altså uanset, om de er over eller under 25 år, og uanset om de vælger en uddannelse som hjælper eller assistent. Efter de nuværende regler må unge under 25 år ellers nøjes med en SU, så længe de er under uddannelse til hjælper eller assistent."

Kommunens servicedirektør Trine Dorow siger:

"Det er virkelig noget, der betyder noget. Forskellen mellem en SU og så en løn under uddannelsen er på cirka 15.000 kroner. Vi håber på den måde at kunne fylde vores elevpladser og samtidig række ud til de unge, som endnu ikke har fået en uddannelse.  Og sidst men ikke mindst handler det jo om, at sikre borgerne på Bornholm en kompetent, veluddannet døgnpleje."

Sundhedschef Karina Nørby, som er ansvarlig for social- og sundhedseleverne i Bornholms Regionskommune, er overbevist om at initiativet vil gøre en forskel.

"Der er behov for at gøre noget ekstraordinært, vi skal have uddannet flere til vores mange arbejdspladser indenfor plejeområderne. Med denne løsning har vi nu et godt tilbud til alle, som er over 18 år, og som vil have en uddannelse med fuld løn."

Kommunens Sundheds- og Ældre centre vil nu sammen med Jobcenter Bornholm og Bornholms Sundheds- og Sygeplejeskole markedsføre det nye tilbud intensivt, så flest muligt kommer til at høre om den gode nyhed.

Både den faglige organisation, FOA Bornholm og Bornholms Sundheds- og Sygeplejeskole bakker op om initiativet.

Dagsordenspunktet fra Social- og Sundhedsudvalgets møde

dagsordenspunkt sosu elevløn.png

sosu elevløn2.png