Del på facebook
Skip Navigation LinksBRK Nyheder Bornholm er internationalt forbillede som World Craft Region i Europa

Bornholm er internationalt forbillede som World Craft Region i Europa

11-05-2021
Bornholms erfaringer med at være World Craft Region inspirerer andre lande i Europa til at søge om titlen og igangsætte indsatser indenfor kunsthåndværkersektoren. Titlen som World Craft Region skaber opmærksomhed i mange andre europæiske lande, der gerne vil lære af Bornholm og det unikke miljø for kunsthåndværk, som eksisterer her på øen. Vores særlige miljø og det høje kunstneriske niveau er netop baggrunden for, at Bornholm tilbage i 2017 fik tildelt titlen som World Craft Region.

I dag bidrager Timmi Kromann, der er næstformand i Maker’s Island Bornholm med et oplæg om Bornholms erfaringer på en konference i Barcelona. Konferencen bliver holdt af “Consortium of Commerce, Crafts and Fashion of Catalonia”, der står bag den professionelle kunsthåndværkerkonference i Barcelona.

Timmi Kromanns oplæg bliver dog holdt online, og emnet som hun og Makers Island Bornholm er inviteret til at tale om, er; "Hvorfor og hvordan øen opnåede den anerkendte status". Konferencen handler i det hele taget om tiltag til, at kunsthåndværker-sektoren kan styrke sin professionalisme og indflydelse for eksempel inden for kulturturismen.

Næstformand i Maker’s Island Bornholm, Timmi Kromann, siger:

“Der er stor efterspørgsel på vores erfaringer på Bornholm. Det viser jo, at vi bliver set og åbenbart gør noget, som inspirerer andre. Det er jeg og resten i Makers Island naturligvis både glade for og stolte af”.

Udover den aktuelle konference i Barcelona har Maker’s Island tidligere delt erfaringer med Farnham i England, som nu er udnævnt til World Craft City. Sekretariatet for Maker’s Island har ligeledes for nyligt modtaget henvendelser fra kunsthåndværker institutioner i både Serbien og Iran, som efterspørger samarbejde og erfaringsudveksling.

Link til konferencen der afholdes i Barcelona, men kan følges online klik her

Baggrund. I 2017 blev Bornholm som det første sted i Europa udnævnt til World Craft Region. Derefter fulgte Scotlands ø-gruppe West Hebrides og Farnham i England. Irland søger nu også om titlen. Det vil betyde, at potentialet i netværket og samarbejdet mellem de europæiske World Craft Regions kan forstærkes og udvikles.

Makers Island Bornholm er et samarbejde mellem aktørerne inden for kunsthåndværket på Bornholm. Samarbejdet skal udmønte Bornholms titel som World Craft Region i konkrete aktiviteter, der sikrer synergier, promovering, kompetenceudvikling og internationalisering. Bag Makers Island Bornholm står Arts & Crafts Association Bornholm, Bornholms Kunstmuseum, Grønbechs Gård, Hjorths Fabrik, Det Kongelige Akademi i Nexø, Destination Bornholm, Business Center Bornholm med Bornholms Regionskommune i spidsen.