Del på facebook
Skip Navigation LinksBRK Nyheder Bornholm kommer med i Rejsekort app i 2025

Bornholm kommer med i Rejsekort app i 2025

11-04-2024

I denne uge blev Rejsekortet lanceret som en app. Den skal på sigt afløse det fysiske kort og vil gøre billetkøb til kollektiv transport nemmere og hurtigere. Appen skal nu testes af de første brugere. Bornholm er ikke med i første version, men kan se frem til at komme med i 2025.

Da Rejsekortet i denne uge lancerede den nye app, som på sigt skal afløse det fysiske rejsekort og gøre det nemmere at købe billet til offentlig trafik, var det uden Bornholm. Der er lige nu også kun tale om lanceringen af en første version af appen, som først skal testes af en mindre andel brugere på 20.000. I løbet af 2024 vil flere brugere kunne komme til, og i 2025 vil appen også kunne anvendes til den offentlige trafik her på øen.

Appen registrerer automatisk, om rejsen foregår med bus, tog, metro eller letbane, og hvilket stoppested eller station rejsen starter og slutter på. Skifter man transportmiddel undervejs, skal man ikke checke ind på ny. Appen reducerer risikoen for at glemme check ud, da den både kan minde brugeren om at checke ud og alternativt checke ud for brugeren, når rejsen er slut.

Helle Munk Ravnborg, der er forperson for Natur-, Miljø- og Planudvalget, ser frem til, at appen også vil inkludere Bornholm, hun siger.

“Vi håber på en succesfuld testperiode for det nye digitale rejsekort, så det kan blive rullet ud i hele Danmark, inklusiv på Bornholm, så hurtigt som muligt i 2025. Det bliver et kæmpe plus, både for BAT og for alle dem, der bruger BAT, at blive en del af det nye landsdækkende rejsekort."

Rejsekortets beskrivelse af den første version af Rejsekort appen

  • I denne version kan du rejse med appen, hvis du er over 18 år og kan betale med MobilePay.
  • Check ind og ud sker med et swipe i appen og ikke på de blå Rejsekortstandere.
  • Appen registrerer automatisk, om rejsen foregår med bus, tog, metro eller letbane.
  • Afregning for dine rejser sker en gang i døgnet via MobilePay.
  • Du kan rejse som med det nuværende Rejsekort dvs. hele Danmark samt Øresundstog til Malmö C, Hyllie og Triangeln og buslinje 110 Sønderborg-Flensborg, dog undtagen Bornholm.
  • Hvis du glemmer at checke ud, kan appen minde dig om det og endda checke ud for dig, hvis du slår

funktionen Smart check ud til. Derudover bliver rejsende der har glemt check ud, automatisk checket ud hver nat kl. 04.00, hvis de er checket ind inden kl. 22.00.

Rejsekortets pressemeddelelse om den nye app Rejsekort som app klar til de første rejsende | rejsekort.dk