BRK og bornholmsk erhvervsliv er i dag på studietur til Skive kommune og den grønne industripark, Greenlab Skive.
Borgmester, kommunalbestyrelse og repræsentanter fra det bornholmske erhvervsliv er i dag på studietur i Skive.
Her besøger de Greenlab Skive, en grøn erhvervspark, der kan tjene til inspiration for Bornholm i forbindelse med
Energiø Bornholm-planerne.
På studieturen skal delegationen først mødes med Skives borgmester Peder Christian Kirkegaard og
kommunaldirektør Thomas Lindberg for at høre om deres erfaring med kommunens rolle i den type store
nytænkende projekter.
En cirkulær industri
De bornholmske gæster skal dertil på en rundvisning i Greenlab Skive-parken og besøge virksomheder, der arbejder
med grøn energi på forskellige måder. Greenlab Skive er en cirkulær industripark, hvor flere virksomheder i samspil
med hinanden afprøver, hvordan miljøvenlige energiformer kan udnyttes, lagres og genbruges. Parken er den første
af sin slags i verden, og den giver mulighed for at teste og udvikle nye teknologier inden for sol, vind, brint og gas.
Succesen i Skive bygger på etableringen af en grøn erhvervspark, der muliggør grønne industrier og grønne
arbejdspladser. Greenlab Skive er derfor ikke ’blot’ et udlæg af et areal, men en ramme for samarbejde, der muliggør
investeringer og jobs. Målet med turen er derfor at indhente erfaringer og få en god dialog om, hvordan man som
lokalsamfund kan gribe de muligheder, der opstår i forbindelse med den grønne omstilling.
Borgmester Jacob Trøst siger:
”Bornholm står over for den største anlægsinvestering på land nogensinde, og vi skal gøre hvad vi kan, for at gribe
den chance for udvikling, arbejdspladser og uddannelser, der ligger lige foran os. Jeg glæder mig derfor til at høre,
hvordan Skive Kommune sammen med virksomheder har arbejdet for at bane vejen for en grøn erhvervspark som
Greenlab Skive. Det har krævet innovative partnere, investeringsparathed og et godt og tillidsfuldt samarbejde
partnere imellem. Det oplever jeg også, at der er på Bornholm, så jeg tror vi har gode forudsætninger for at skabe en
succes.”
Konstitueret direktør i Bornholms erhvervsfyrtårn Baltic Energy Island, Søren Møller Christensen udtaler:
”Jeg glæder mig til sammen med kommunalpolitikere og repræsentanter fra erhvervslivet at besøge og blive
inspireret af Greenlab Skive. Greenlab Skive er måske det bedste danske eksempel på, hvordan man kan skabe
grønne arbejdspladser ud af vedvarende energi. Skal vi lykkes med at bruge energiøen som løftestang for Bornholms
grønne udvikling, skal vi lære af andre, som succesfuldt har gjort noget lignende før.”
Bred bornholmsk deltagelse
Ud over borgmester, kommunaldirektør og 10 politikere fra kommunalbestyrelsen, deltager repræsentanter fra
Dansk Industri Bornholm, BEOF, DTU, Bornholms Landbrug & Fødevarer, Tekniq, SMV Bornholm, Offshore Center
Bornholm, Business Center Bornholm, Center for Regional og Turismeforskning samt Rønne Havn.
Turen er arrangeret af Bornholms Regionskommune og Baltic Energy Island med støtte fra EU's REACH Midler via
Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse.