Del på facebook
Skip Navigation LinksBRK Nyheder Bornholmske brugeres erfaringer skal styrke sundhedsvæsenet

Bornholmske brugeres erfaringer skal styrke sundhedsvæsenet

28-10-2019

Netop nu søger Region Hovedstaden, og dermed også det bornholmske sundhedsvæsen, brugere og pårørende, der har mod på at bidrage med erfaringer fra længerevarende kontakt med hospital, egen læge og kommune.

Sundhedsvæsenet kan blive bedre, hvis det lytter til sine brugere og deres pårørende. Sådan lyder erkendelsen hos Region Hovedstaden. Derfor er der nu sat gang i at rekruttere brugere eller pårørende, som har erfaringer fra længerevarende kontakt med hospital, egen læge, psykiatrien og kommunen.

Konkret betyder det, at tre bornholmske brugere nu får muligheden for at påvirke sundhedsvæsenet gennem en plads i det, der kaldes et Samordningsudvalg. Udvalgets formål er at skabe konkrete løsninger og tiltag, der styrker sammenhængen på tværs af de forskellige aktører i sundhedsvæsenet. Indtil videre har et Samordningsudvalgs medlem kun bestået af sundhedsfaglige, professionelle personer.

Samordningsudvalget holder møde fire gange årligt, hvor repræsentanter fra hospitalet, kommunen, psykiatrien og praktiserende læger - og nu også tre borgere - sammen drøfter og løser de udfordringer, der kan være, når patienter er i berøring med alle parterne.

Er man interesseret i at blive brugerrepræsentant i det bornholmske Samordningsudvalg, kan man søge frem til søndag 10. november via link https://www.survey-xact.dk/LinkCollector?key=J1G2CQLKU232

Læs mere om Samordningsudvalgene her hos Region Hovedstaden