Del på facebook
Skip Navigation LinksBRK Nyheder Corona-nyt fra Bornholms Regionskommune fredag 27. marts

Corona-nyt fra Bornholms Regionskommune fredag 27. marts

27-03-2020

Offentlige ansatte skal holde restferie/fridage i perioden frem til 13. april
Tidligere i dag er arbejdsmarkedets parter blevet enige om, at offentligt ansattes restferie og fridage for det igangværende ferieår, skal afvikles (med op til fem dage) af de medarbejdere, hvor det overhovedet er muligt. Det vil typisk være medarbejdere, der er hjemsendt eller ikke er beskæftiget med kritiske opgaver. Aftalen er indgået for at forhindre en ophobning af ferie/fridage og for at sikre, at medarbejderne er klar til at gå på job, når krisen er ovre. Denne aftale får naturligvis også betydning for vores kommune, hvor kommunens ledere sammen med medarbejderne vil indgå konkrete aftaler om at få afviklet restferie- og fridage i perioden frem til 13. april. Kommunens ledere har fået tilsendt et overblik over, hvor mange feriedage der ligger i puljen. Tidligere på ugen blev det også meddelt, at arbejdsmarkedets parter har indgået aftale om, at de offentlige arbejdsgivere i denne periode har ret til at bede medarbejdere om, at udføre andre arbejdsopgaver end dem, de normalt udfører.

Pårørende til beboere på plejecentre/hjem/bosteder får besked, hvis deres kære bliver syge
I denne periode, hvor pårørende ikke må besøge deres kære på kommunens institutioner, er det vigtigt at fortælle, at kommunens personale straks vil kontakte de pårørende, hvis de: observerer symptomer på corona, hvis beboerne bliver testet positiv med corona-virus eller, hvis de på anden vis kommer i en kritisk tilstand. Alle medarbejdere er desuden instrueret i at følge de gælder regler fra de nationale sundhedsmyndigheder - både for at undgå smitte og i tilfælde af smitte. I de kommende dage er et brev på vej ud til pårørende til beboere på kommunens institutioner, hvor det også fremgår, hvem de kan ringe og tale med, hvis de skulle være i tvivl.

Kommunen opretter Jobbank for at opbygge et corona-beredskab
Foreløbig er Danmark lukket ned til 13. april, men meget tyder på, at perioden kan blive længere. Ligesom det også forventes, at der vil kommer flere smittede. For at imødegå en eventuel situation, hvor kommunen kommer i bekneb for at have hænder til både at pleje de syge og passe børnene, imens de voksne går på job, etablerer kommunen nu en jobbank. Jobbanken er både for allerede ansatte i kommunen, som kan byde ind på andre jobtyper end dem, de er ansat i og for andre, som for eksempel har en sundhedsfaglig uddannelse, er pædagog/har erfaring som pædagogmedhjælper, SOSU-uddannet eller besidder andre kvalifikationer, som vil være relevante under corona-krisen. Lige nu handler det om at opbygge et beredskab, og det kan derfor sagtens være, at der ikke bliver brug for dem, der tilmelder sig jobbanken. Mere om Jobbanken i anden mail.

Nødpasning af børn
Det er naturligvis fortsat muligt at få nødpasset sit barn/sine børn, hvis man ikke selv har muligheden. Det gælder både for de små børn og for skolebørn op til ni år. Læs om nødpasning i daginstitutionerne
skolerne foregår nødpasningen på: Søndermarksskolen, Paradisbakkeskolen og Heldagsskolen.

Skolerne og daginstitutionerne
Generelt går det rigtigt fint med at få den nye hverdag til at fungere på kommunens virtuelle skoler og daginstitutioner. Der lægges stor kreativitet i at sikre en kontakt mellem børn og voksne. Nogle daginstitutioner lægger for eksempel videoer ud, hvor pædagogerne læser højt for børnene eller synger sange. Mange forældre til skolebørn har i ugen også givet udtryk for, at de er godt tilfredse med kontakten mellem skole og hjem og, at undervisningen efter omstændighederne fungerer godt. Flere forældre roser via Facebook blandt andet skolelærerne for deres evne til at have kunnet omstille sig, og undervisningen, på kort tid. Kommunen har fortsat stor opmærksomhed på at holde direkte kontakt til alle børn og unge, særligt de mere udsatte.

Region Hovedstaden melder om større testkapacitet
Region Hovedstaden, som Bornholm er en del af, er nu klar til at teste både patienter og personale i langt højere grad end før. I går sagde regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen: "Vi kan nu se på vores beholdning, at vi har test nok til at tilbyde 2.500 om dagen i ca. to uger frem. Samtidig ser vi nu mere positivt på forsyning af tests fremadrettet, blandt andet fordi vi har et godt samarbejde med universiteterne og private."

Hold dig mental sund
Sundhedsstyrelsen er kommet med en pjece og 11 gode råd til, hvordan vi kan få en god hverdag og komme godt igennem epidemien med COVID-19. Materialerne må frit downloades, deles og printes og bruges til information om coronavirus/COVID-19. I materialet kan du læse 11 god råd til, hvordan du holder dig mentalt sund under epidemien, bl.a.

  • Hold dig fysisk aktiv
  • Skab struktur i hverdagen
  • Hold kontakten med omverdenen
  • Slap af og tag en pause fra bekymringerne indimellem

Link til materialet og alle Sundhedsstyrelsens 11 råd


Ring til kommunens omstilling

Der er åbent for telefonekspedition på telefon 5692 0000 i tidsrummet:
Mandag-onsdag: kl. 09.00 - 16.00
Torsdag: kl. 09.00 - 17.00
Fredag: kl. 09.00 - 13.00

Husk, at spørgsmål der vedrører corona besvares af vores nationale myndigheder.
Hjemmeside: coronasmitte.dk
Hotline 70 20 02 33

Pressehenvendelser
Kontakt gitte.bisse.bertelsen@brk.dk mobil 40403045, der vil koordinere besvarelse.

God weekend!