Del på facebook
Skip Navigation LinksBRK Nyheder Igen liv på Store Torv denne sommer

Igen liv på Store Torv denne sommer

28-06-2018

Kommunalbestyrelsen har sammen med en gruppe lokale interessenter valgt at fortsætte sidste års forsøg med at skabe liv og mindre trafik på Store Torv i Rønne.

Det betyder at der bydes på musik, international fødevaremarked og folkemarked med masser af lopper – og mindre trafik. Ideen om at skabe mindre trafik og mere kultur på Store Torv i Rønne er stadig intakt hos politikere og den gruppe af interessenter, som er gået sammen om at eksperimentere med at bruge torvet aktivt. Siden maj måned har bump på vejen langs torvet fået sænket farten i trafikken, og Aktivitetsgruppen på Torvet har medvirket til at der løbende har været forskellige arrangementer på Store Torv.

I de næste sommeruger sættes der ekstra ind. Foreløbig ligger det fast, at der vil være forskelligt livemusik fra en midlertidig sommerscene, et internationalt fødevaremarked i uge 27 og et folkemarked, hvor alle får muligheden for at deltage med en loppemarkedsstand hver søndag kl. 10-13 hen over sommeren.

Bilfrit torv fra mandag mandag 2. juli til søndag 22. juli

I forbindelse med det internationale madmarked på Store Torv fra den 3. juli til den 8. juli (uge 27) vil der blive lavet et forsøg med bilfrit torv, hvor der bliver spærret for al trafik langs med Store Torv. Det vil stadig være muligt at komme i bil frem til Store Torv f.eks. via Snellemark eller Lille Torv, men det er ikke muligt at køre ned langs torvet. I ugerne efter det internationale madmarked (uge 28 og 29) vil der blive foretaget forsøg med kun at tillade bustrafik og cykler langs med Store Torv. Der vil i denne periode være adgang til parkeringspladsen på Store Torv fra Snellemark.

Forsøgene på Store Torv er resultaterne af et frugtbart samarbejde mellem Bornholms Regionskommunes Center for Teknik og Miljø og repræsentanter for Rønne Handelstandsforening, Grønne Rønne, Rønne-Knudsker Byting, Rønne Byforening, De Torvehandlende og Aktivitetsgruppen på Store Torv.

Der har været stor enighed om, at torvet skal være smukt, livligt og et rart sted at opholde sig. Der har været ønsker om mere grønt, mindre støj, mere sikkerhed og mere liv og handel på torvet. De deltagende aktører og Bornholms Regionskommune vil gennemføre en midtvejsevaluering af forsøget i september måned. Ved udgangen af året foretages en samlet evaluering.

Vil man vide mere om, hvad der kommer til at ske på torvet, kan Aktivitetsgruppen følges på Facebook