Internetpsykiatrien tilbyder landsdækkende gratis behandling af let til moderat angst eller depression hos voksne over 18 år. Måske er det noget for dig, eller nogen du kender?
Behandlingen foregår i et program, som fungerer lidt ligesom en online selvhjælpsbog. Du arbejder selvstændigt med en række behandlingstrin, som giver dig de værktøjer og viden, der skal til for at håndtere og udfordre din angst eller depression bedre. Undervejs bliver du understøttet skriftlig af en psykolog.
Behandlingen varer op til 12 uger. Der er kort ventetid på opstart og forløbet er meget fleksibelt, fordi det hele kan foregå inden for dine egne rammer, i de tidsrum, hvor det passer dig bedst.
Behandlingstilbuddet er egnet til behandling af let til moderat:
- Depression
- Panikangst
- Enkelfobi
- Socialfobi
- Agorafobi
Behandlingen
Behandlingsprogrammet kombinerer relevant viden med daglige øvelser, hvilket samlet understøtter evnen til at håndtere angst eller depression. Det er derfor en forudsætning, at du har både tid og overskud samt er motiveret for at arbejde selvstændigt med behandlingen. Internetpsykiatriens tilbud er derfor ikke egnet, hvis din livssituation kompliceres af et aktuelt misbrug eller andre komplekse psykiske lidelser, som fx en personlighedsforstyrrelse.
Ansøgning om behandling foregår via Internetpsykiatriens hjemmeside (www.internetpsykiatrien.dk) og kræver ingen henvisning fra egen læge.
Internetpsykiatrien drives af en enhed under Center for Digital Psykiatri og er et fællesregionalt behandlingstilbud.