Del på facebook
Skip Navigation LinksBRK Nyheder Kronisk syge bornholmere hjælper ligesindede

Kronisk syge bornholmere hjælper ligesindede

15-06-2021

Bornholms Regionskommune og Bornholms Hospital er gået sammen for at skabe et fælles tiltag, der kan støtte nye patienter, der står overfor at skulle få livet til at lykkes trods udfordringer med en nylig tilkommen kronisk sygdom.

Første uddannede Erfaringsdelere
Lørdag den 12. juni afsluttede 14 kronisk syge bornholmere uddannelsen som Erfaringsdelere. Fremover skal de støtte nye kronikere ved at dele ud af egne erfaringer med at håndtere en kronisk sygdom. For mange kroniske patienterne savner hjælp, motivation og inspiration til, hvordan livet kan leves med en ny diagnose. Det kan være hjælp til, hvordan man ændrer spisevaner eller får gang i jævnlig motion. For hjælp og støtte fra erfarne borgere med kroniske sygdomme, kan gøre en forskel og vise at livet kan være godt, når man står som ny kroniker.

En bornholmermodel
Bornholm er blandt de første i landet til at uddanne Erfaringsdelere på tværs af diagnoser. Der er fokus på, at de nye Erfaringsdelere får en god indsigt i opgaven og har et netværk, hvor eventuelle udfordringer i kontakten med den kronisk syge kan vendes. Derfor er der også planlagt netværksmøder for Erfaringsdelerne, som vil blive faciliteret af konsulenter fra Regionskommunen.

Mange patientforeninger er med
Bornholms Regionskommune, Bornholms Hospital og repræsentanter fra nogle af de bornholmske patientforeninger er gået sammen for at definere og afgrænse Erfaringsdeler-kursets indhold. Interessen for uddannelsen er allerede stor – 9 patientforeninger er foreløbig tilmeldt ordningen. Planen er at tilbyde 1- 2 Erfaringsdeler-kurser om året.