Del på facebook
Skip Navigation LinksBRK Nyheder Kommunens salg af huset ved Friluftsscenen

Kommunens salg af huset ved Friluftsscenen

12-09-2025

​Der har været opmærksomhed omkring kommunens salg af huset ved Friluftsscenen og rejst spørgsmål ved, om der skulle være foretaget en inhabilitetsvurdering af køberen, som i dette tilfælde er medlem af Kommunalbestyrelsen. Vi har set på sagen igen og kan konstatere, at salget er foregået efter gældende regler og procedurer. 

Forløbet i sagen kan du se her: 

Den 10. oktober 2024: Kommunalbestyrelsen beslutter at sælge tre ejendomme ved den endelige vedtagelse af kommunens budget for 2025 (s. 49). Den ene af de tre ejendomme, der sættes til salg, er huset ved Friluftsscenen. Med beslutningen blev der givet pålæg og mandat fra Kommunalbestyrelsen til borgmester og administrationen til at få realiseret et salg til markedspris indenfor en ramme, som fremgår af budgetsagen.

​Perioden frem til den 30. juni 2025
Administrationen gør ejendommen klar til salg og afdækker, hvordan bygningen vil kunne sælges – og til hvilke formål set i lyset af at ejendommen er omfattet af fredning. 

Fredningsnævnet fik sagen forelagt, og godkendte et salg på de betingelser, der fremgår af salgsmaterialet i sagen. 

Der blev indhentet forslag til udbudspris og tilbud på salær fra tre ejendomsmæglere, som resulterede i, at administrationen valgte den ejendomsmægler, samt udbudspris på ejendommen, der genererede den største indtægt til kommunekassen.

Den 30. juni 2025: Ejendomsmægler sætter ejendommen til salg på sin hjemmeside og på Boligsiden.dk 

Den 1. juli 2025: Ejendommen bliver annonceret til salg på BRK.dk og fremhævet i en nyhed på brk.dk den 2. juli 2025: Nyheder Ejendomme til salg

​Efter udbudet er offentliggjort, er der del interesse for ejendommen, men også et ønske fra potentielle købere om at få forlænget udbudstiden på de sædvanlige 14 dage, da det kom midt i sommerferien. Ønsket, som ikke kom fra den endelige køber, blev imødekommet, og det endelige salg blev udskudt til august. 

Den 2. september 2025: Der bliver indgået en købsaftale med den højstbydende køber.


​I forhold til spørgsmålet om inhabilitet og inhabilitetsvurdering, så gælder følgende:

Et kommunalbestyrelsesmedlem, der er i tvivl om sin habilitet, skal efter kommunestyrelseslovens § 14 gøre opmærksom på dette forhold ved sagens behandling. Det er herefter Kommunalbestyrelsen, der tager stilling til, om der er udfordringer med habiliteten. Det er altså alene i en situation, hvor et kommunalbestyrelsesmedlem, eller et parti, på datoen for kommunalbestyrelsens behandling af sagen, har intention om at købe den pågældende ejendom, at en inhabilitetsvurdering skal foretages.

Det er ikke praksis i Bornholms Regionskommune, at ejendomme, der er besluttet solgt af Kommunalbestyrelsen - og som sælges inden for det afgivne mandat – behandles igen af Kommunalbestyrelsen, før handlen lukkes. Denne situation er gældende for denne aktuelle sag.

​Tilbage er nu tinglysning af skøde og lejekontrakt, frigivelse af købesum og forelæggelse af anlægsbevilling for Kommunalbestyrelsen. Denne forventes at blive forelagt på åben dagsorden på Kommunalbestyrelsens møde den 10. oktober 2025.