Del på facebook
Skip Navigation LinksBRK Nyheder Ny uddannelse til bornholmske plejefamilier

Ny uddannelse til bornholmske plejefamilier

21-01-2022
​Bornholmske plejefamilier får nu muligheden for at deltage på Professionshøjskolernes Uddannelse for Plejefamilier – også kaldet PUP. Første hold begynder mandag 31. januar 2022 på Bornholms Sundheds- og Sygeplejeskole.

Til gavn for udsatte bornholmske børn
Selve uddannelsen tager i alt to år og er fordelt over fire moduler. Uddannelsen består af en række AMU-kurser, som er nøje sammensat. Holdet følges ad i de to år og kommer på Modul 1 ind på emner som bl.a. de retlige rammers betydning for plejefamilien, anbragte børns udvikling og anbragte børns livshistorie. Uddannelsen skal være med til at klæde plejefamilierne endnu bedre på til at forstå de anbragte børn. Alt sammen for at kunne hjælpe de anbragte børn endnu bedre i fremtiden.  

Leder af Familieplejeteamet på Bornholm, Iben Olsen, er glad for den nye uddannelse til plejefamilierne. Hun siger:

"På Bornholm har vi mange kompetente plejeforældre – de yder omsorg, struktur, og støtter børnene i de udfordringer, de møder i andre kontekster. Vi er rigtig glade for at Bornholms sundheds- og sygeplejeskole har bidraget til, at det har været muligt at få etableret PUP uddannelsen på Bornholm. Som plejefamilie skal man hele tiden holde sig ajour, samt følge den lovpligtige efteruddannelse der pålægges plejefamilier. PUP uddannelsen er med til at sikre, at vi lever op til loven,  men er derudover også med til at styrke fællesskabet hos plejeforældrene og deres faglige viden - dette giver grobund for udvikling og styrkelse af plejefamilieområdet på Bornholm."

PUP på Bornholm udbydes af Bornholms Sundheds- og Sygeplejeskole i samarbejde med UC SYD og VIA UC. Selve undervisningen foregår på Bornholms Sundheds- og Sygeplejeskole på Campus.
 
Om uddannelserne 
Professionshøjskolerne UC SYD og VIA UC indgik i 2017 et samarbejde med Plejefamiliernes Landsforening for at styrke uddannelsen af plejefamilier i Danmark gennem en længerevarende uddannelse til plejefamilier. 

PUP er en toårig uddannelse opdelt i fire moduler:

- Modul 1: Plejebarnet
- Modul 2: Plejefamiliens samarbejde
- Modul 3: Hjernen og kroppen
- Modul 4: Specialiseringsmodul

Hvert modul er på 17-20 dage, der holdes inden for et halvt år.
Den enkelte undervisningsdag starter kl. 9.00 og slutter ca. kl. 14.00. Enkelte dage lidt senere.

For mere info kontakt: 
Bornholms Sundheds- og Sygeplejeskole
Akademisk medarbejder Ida Søborg-Madsen: ida.soborg-madsen@bhsund.dk T: 36 98 34 25

Bornholms Regionskommune
Leder Familieplejeteamet Iben Olsen: iben.olsen@brk.dk