Del på facebook
Skip Navigation LinksBRK Nyheder Over 50 virksomheder fik hjælp til en grøn bundlinje

Over 50 virksomheder fik hjælp til en grøn bundlinje

11-01-2023
​Bornholms Regionskommune har sammen med en række partnere nu afsluttet projektet; Bæredygtig Bundlinje Bornholm, der blev sat i gang i 2017. Projektet har været med til at imødekomme den stigende efterspørgsel fra bornholmske virksomheder, der vil den grønne forretningsudvikling.

Bornholmske virksomheder der arbejder indenfor forretningsområderne; turisme, byggeri, fødevarer, fremstilling og kunsthåndværk har med projektet Bæredygtig Bundlinje Bornholm fået individuel rådgivning og mulighed for at deltage i rådgivnings- og workshopforløb med emner som madspild, emballage, ledelse og kommunikation. Alt sammen med henblik på at give den enkelte virksomhed en grøn forretningsplan med konkrete anvisninger til, hvordan deres forretning kan blive mere bæredygtig og energi- og ressourceeffektiv. 

Mere end 50 virksomheder har deltaget i Bæredygtig Bundlinje projektet og har arbejdet med at skabe en grønnere retning for deres forretning. De grønne forretningsplaner der blev til i regi af Bæredygtig Bundlinje Bornholm viste, at de deltagende bornholmske virksomheder tilsammen har et potentiale for at spare 3.030 ton CO2, 15.270 ton materialer og 18.300 GJ i energibesparelser. 

Et andet resultat er, at seks virksomheder har fået tilsagn til støtte gennem investeringspuljen i projektet. De har investeret for over 5 mio. kr. og modtager samlet over 1,5 mio. kr. i støtte. Via investeringer er det lykkedes de seks virksomheder at realisere over halvdelen af deres samlede potentielle økonomiske besparelser, når investeringer er gennemførte og installeret. Gennem disse investeringer kan virksomhederne samlet opnå 647,4 ton CO2-besparelser, som udgør ca. 20 procent af den samlede CO2-besparelse i hele projektet. 

Desuden indikerer projektets evaluering, at størstedelen af virksomhederne forventer at realisere konkrete besparelser som følge af deltagelse i Bæredygtig Bundlinje Bornholm. Samtidig udtrykker de deltagende virksomheder, at der allerede er foretaget konkrete handlinger på baggrund af projektet, og der er en øget motivation for at arbejde med området.

Partnerne bag projektet

Projektet der har været i gang siden 2017 har været finansieret af midler fra Danmarks Erhvervsfremmestyrelse og er blevet administreret af Gate 21. Øvrige partnere i projektet er Business Center Bornholm, Destination Bornholm, Center for Regional og Turismeforskning og Bornholms Energi og Forsyning

  • Læs mere om projektet og se konkrete case-historier på Gate 21's hjemmeside her.

Kontakt til kommunen vedrørende projektet:
Projektleder, Rocio Panagiua Jensen Rocio.Jensen@brk.dk