I fredags blev øens frivillige hyldet ved et festligt arrangement i Rønne Hallen. En særlig opmærksomhed blev givet til de udvalgte modtagere af kommunens to årlige priser, henholdsvis Frivillighedsprisen og Kultur- og Idrætsprisen.
Formand for Bornholms Motorsport, Torben Kofod Larsen modtog Kultur- og Idrætsprisen 2021 for sin mangeårige ihærdige kamp for at få en motorsportsbane på Bornholm.
Frivillighedsprisen gik i år til Kasper Thorskov Hansen for hans utrættelige indsats som leder af Børnenes Julehjælp Bornholm. En indsats som hver jul glæder omkring 200 børn fra udsatte familier. Kasper Thorskov Hansen fik med prisen også lejlighed til at glæde en anden frivillig social forening, idet førstepris på 20.000 kr. skal deles med en anden forening eller frivillig ildsjæl efter eget valg. Valget faldt på Bornholms Flygtningevenner.
Tillykke til prismodtagerne og tak til alle de frivillige, som yder en stor og vigtig indsats rundt om på hele Bornholm.
Foto: Birgittte Eybye.





