Del på facebook
Skip Navigation LinksBRK Nyheder TrygFonden giver 240.000 kr. til sommeraktiviteter

TrygFonden giver 240.000 kr. til sommeraktiviteter

05-08-2021
I dag modtog Bornholms Regionskommune officielt en generøs donation på 240.000 kr. fra TrygFonden. Bevillingen har gjort det muligt for kommunen at udbyde en lang række gratis kultur- og naturcamps i forbindelse med dette års sommerferieprogram for børn.  

Takket være en flot donation på 240.000 kr. fra TrygFonden har over 300 bornholmske børn i løbet af sommeren haft mulighed for at deltage i sjove og lærerige kulturoplevelser sammen med andre børn.  Alle 22 udbudte natur- og kulturcamps har været gratis at deltage i for at give så mange børn som muligt mulighed for at deltage. 

En utroligt glad udvalgsformand for Job-, Udviklings- og Fritidsudvalget, Erik Lund Hansen, tog i dag officielt imod TrygFondens donation. Den blev overrakt af TrygFondens lokalrepræsentant Karen Bladt, som fortalte mere om fondens motivation for bevillingen:

”Efter en lang corona-vinter med lukkede skoler og fritidstilbud, har børn og unge haft brug for at komme ud for at få skabt og genskabt fællesskaber. Her har Bornholms Regionskommune været et værdifuldt tilbud for de bornholmske børn. Det var også vigtigt for os, at sommerlejrene havde fokus på læring inden for natur, kultur og kunst.” 

Overrækkelsen fandt sted på Bornholms Middelaldercenter, som har udbudt campen ”På tidsrejse i middelalderen” i alle sommerferiens seks uger. Efter overrækkelsen viste denne uges camp-børn eksempler på, hvilke aktiviteter, de havde deltaget i under deres 4 dages besøg på middelaldercentret.

Årets natur- og kulturcamps er gennemført i samarbejde med øens kulturinstitutioner og udvalgte kunstnere og er del af kommunens samlede sommerferieprogram for bornholmske børn.

Find oversigten over sommeraktiviteter på brk.dk