Erik Lund Hansen
Del på facebook
Skip Navigation LinksBRK Nyheder Velkommen til Bornholm er tilbage!

Velkommen til Bornholm er tilbage!

15-06-2021

Efter et års pause ser Bornholms Regionskommune frem til endelig at kunne byde de nye bornholmere velkomne. I efteråret 2021 afholder kommunen fire arrangementer, hvor tilflytterne får mulighed for at møde kommunen og hinanden under uformelle former.

På trods af Covid-19 pandemien oplevede Bornholm i 2020 en tilflytning på hele 1693 personer. Børn, unge og voksne, der af vidt forskellige årsager valgte at flytte til Bornholm. Nogle af dem har boet her før og vender tilbage, men fælles for dem alle er, at de har valgt at skabe sig en tilværelse på Bornholm.

"I Bornholms Regionskommune er vi meget opmærksomme på, at man som tilflytter har behov for at opbygge et nyt netværk, og det vil vi rigtig gerne understøtte. Vi ønsker, at de nye bornholmere skal falde godt til på øen – på både kort og langt sigt", udtaler Erik Lund Hansen formand for kommunens Job-, Udviklings- og Fritidsudvalg, og fortsætter: "Udvalget har via kommunens tilflytteranalyse konstateret stor opbakning til arrangementerne, og deltagerne går derfra med en positiv oplevelse, så selvfølgelig skal de prioriteres igen, så vi får flest mulige nye bornholmere og dermed også medarbejdere til de bornholmske virksomheder".

Velkomstarrangementerne har været på standby grundet pandemien. Heldigvis er smitteudviklingen nu vendt, så forsamlingsrestriktionerne kan lempes og vi igen kan samles mange mennesker uden risiko for smitte. Derfor inviterer vi nu igen til tilflytterarrangementer. I efteråret 2021 vil vi afholde 4 arrangementer med start i september og et om måneden i de efterfølgende måneder. Vi håber på, at mange helt nye bornholmere har lyst til at deltage.

Sæt kryds i kalenderen

Hvert arrangement vil have sig eget lille tema, men det primære formål er at byde tilflytterne velkomne, lade dem møde hinanden og os som kommune.

Sæt gerne X allerede nu ved en af følgende dage

17. september 16.00-19.00 – "Kunst & kultur på Bornholm "

24. oktober     11.00-14.00 – "Kend din lokalpolitiker"

26. november 16.00-19.00 – "Bornholms grønne fremtid"

12. december 11.00-14.00 – "Børnefamilie på Bornholm"

Alle arrangementer er med tilmelding, og de tilflyttere, der er kommet hertil i 2020 samt 2021, vil modtage en personlig invitation i deres digitale postkasse, så snart detaljerne for arrangementerne er på plads.

Har du spørgsmål i mellemtiden til det praktiske, er du velkommen til at kontakte Merete Verner Krogh på mail tilflytter@brk.dk eller telefon 56921060