Del på facebook
Skip Navigation LinksBRK Nyheder Støtte fra Nordea-fonden gør trailcenter ved Rytterknægten til en realitet

Støtte fra Nordea-fonden gør trailcenter ved Rytterknægten til en realitet

28-03-2023

​En uddeling på 1.85 mio. kr. til Bornholms Regionskommune fra Nordea-fonden betyder, at den endelige finansiering af et trailcenter ved Rytterknægten er på plads. 

Trailcenteret bliver et samlingspunkt for gæster og aktiviteter i naturen, uanset om man vil løbe, ride, cykle, lege, vandre eller blot gå en stille tur i skoven. Bornholmere og turister, børn og voksne i alle aldre, samt sportsudøvere og naturelskere kan nu se frem til et trailcenter ved Rytterknægten.

Med Nordea-fondens støtte på 1.85 mio. kr. bliver trailcenteret på Bornholm en realitet. Den centrale placering ved Rytterknægten i Almindingen gør, at centeret bliver et samlingspunkt og vartegn for det aktive udeliv side om side med Kongemindet. Naturstyrelsen Bornholm stiller areal til rådighed for trailcenteret, der ved Rytterknægten kommer til at ligge som en naturlig del af Den Grønne Bølge og Højlyngsstien, områdets mountainbikespor og Bornholms cykelveje.

Her kommer både den aktive outdoorudøver, den stille naturnyder, turisten og vandreren. Trailcenteret bliver derved et fælles mødested for idrætsforeninger, skoler og selvorganiserede grupper, der bruger naturen - såvel som familier og enkeltpersoner, der bare gerne vil nyde en dag i skoven. Trailcenteret kommer til at rumme et mødelokale til foreninger og grupper, mulighed for opbevaring af grej, informationstavler samt et overdækket aktivitetsområde, der er åbent for alle døgnet rundt. Her bliver der plads til at mødes, slappe af, lave bål og spise madpakker.

Trailcenteret giver mulighed for at videreformidle, hvilke aktiviteter og muligheder der er i den bornholmske natur - og giver samtidig de besøgende ved udsigtstårnet Kongemindet og den lille café en ekstra oplevelse. Idéen om trailcentre er udviklet af DIF (Danmarks Idrætsforbund) og Lokale og Anlægsfonden. De har i samarbejde med DGI Bornholm, Naturstyrelsen Bornholm, brugergrupper og Bornholms Regionskommune arbejdet på at realisere et trailcenter på Bornholm. Projektet har en samlet anlægssum på ca. 3.3 mio. kr.

Herudover afsættes 600.000 kr. til aktiviteter i tilknytning til trailcenteret og 300.000 kr. til formidling af den gode naturoplevelse. Trailcenteret forventes at være klar til indvielse i løbet af 2024. 

Tak til alle bidragydere
Udover støtten fra Nordea-fonden, er projektet blevet til med støtte fra Lokale og Anlægsfonden, Brdr. E.A.S. Larsens fond og Sparekassen Bornholms Fond. Der skal lyde en meget stor tak til alle, der har støttet projektet, og dermed også virkeliggjort drømmen om et trailcenter på toppen af Bornholm.

Naturstyrelsen Bornholm stiller areal til rådighed og Bornholms Regionskommune er bygherre og vil stå for driften af trailcenteret, når det bliver taget i brug.

Fakta om trailcenteret • Centralt mødested ved Rytterknægten i Almindingen. • Formålet er at understøtte det aktive udeliv på Bornholm. • Tæt på cafe, mountainbikeanlæg, udsigtstårn, vandre- og cykelruter. • 150 m2 bebygget areal, hvoraf ca. 100 m2 er overdækket. • Rummer mødelokale og mulighed for opbevaring af grej. • Pulje på 600.000 kr. til en treårig aktivitetsfase. • Pulje på 300.000 kr. til formidling af naturoplevelser og -aktiviteter. • Åbent for alle døgnet rundt. • Indvies i 2024.

Kontakt vedr. projektet:
Projektleder og Planlægger Andreas Lund Povlsen, mobil: 30 18 14 20.
Naturchef Louise Lyng Bojesen, mobil: 30 18 14 15.
Nordea-fonden: Kommunikationskonsulent Signe Balling på sb@nordeafonden.dk


Skitseforslag MATTERS ARKITEKTER trailcenter.jpg