Kommunalbestyrelsen i Bornholms Regionskommune godkendte den 26. juni 2025 forslag til kommuneplantillæg nr. 31 og forslag til lokalplan nr. 141 for et sommerhusområde ved Hammersø. Planforslagene sendes hermed i offentlig høring fra den 9. juli 2025 til den 3. september 2025.
Forslag til kommuneplantillæg nr. 31
Kommuneplantillægget vil muliggøre lokalplanlægningen for et nyt sommerhusområde samt fastsætte rammerne for lokalplanlægningen. Kommuneplantillægget fastsætter det tilladte bebyggelsesomfang, og at planområdet skal bevare sin natur- og landskabskarakter.
Forslag til kommuneplantillæg nr. 31 kan findes på nedenstående link:
Forslag til kommuneplantillæg nr. 31 for et sommerhusområde ved Hammersø
Forslag til lokalplan nr. 141
Lokalplanen vil muliggøre etableringen af et nyt sommerhusområde, som vil bestå af 3 sommerhuse på op til 115 m2 inklusiv sekundær bebyggelse. Bebyggelsens facader skal beklædes med træ og tage skal udføres med sort tagpap eller plantedække. Sommerhusområdet vil få vejadgang fra Hammershusvej via en ny grusvej. Lokalplanen indeholder derudover bestemmelser, der skal sikre fastholdelsen af områdets eksisterende natur- og landskabskarakter.
Forslag til lokalplan nr. 141 kan findes på nedenstående link:
Forslag til lokalplan nr. 141 for et sommerhusområde ved Hammersø
Der er som supplement til lokalplanforslaget udarbejdet tegningsmateriale, der illustrerer, hvordan et byggeri i henhold til lokalplanens bestemmelser vil kunne tage sig ud. Disse tegninger kan findes via det ovenstående link under fanen øvrige sagsbilag eller bagerst i pdf'en. Tegningerne viser den maksimale udnyttelse af lokalplanens bestemmelser, for så vidt angår bygningernes længder, bredder og højder.
Retsvirkninger
Når et forslag til lokalplan er offentliggjort, må ejendomme, der er omfattet af forslaget, ikke bebygges eller i øvrigt udnyttes på en måde, der skaber risiko for en foregribelse af den endelige plans indhold, jf. § 17 i lov om planlægning (planloven).
Miljøscreening
Der er foretaget en screening for miljøvurderingspligt af planforslagene, jf. § 8 i lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (miljøvurderingsloven). Kommunen har truffet afgørelse om, at planforslagene ikke er omfattet af miljøvurderingspligt.
Afgørelsen om miljøvurderingspligt er en selvstændig afgørelse med en klagefrist på fire uger, som offentliggøres sammen med høringen af planforslagene. Fristen for at klage over afgørelsen om miljøvurderingspligt er den 6. august 2025.
Afgørelsen samt klagevejledning kan findes på nedenstående link:
Afgørelse om ikke miljøvurderingspligt for forslag til kommuneplantillæg nr. 31 og lokalplan nr. 141 for et sommerhusområde ved Hammersø
Indsend høringssvar
Du kan indsende dine eventuelle høringssvar på planens digitale side ved at trykke på den orange knap "Din Kommentar". Knappen, som du skal vælge på den digitale side for at indgive dit høringssvar, findes øverst til højre på siden.
Høringssvar kan også sendes med post, mrk. Sommerhusområde ved Hammersø til:
Plan
Skovløkken 4, Tejn
3770 Allinge
Af høringssvar skal navn og adresse fremgå tydeligt.
Høringssvar eller bemærkninger til planforslagene skal være Plan i hænde senest 3. september 2025. Alle indkomne høringssvar eller bemærkninger offentliggøres i forbindelse med den offentlige høring og den senere politiske behandling.