Bornholms Regionskommune, Center for Miljø, Plan og Kultur har i henhold til §16b, stk. 1 i lov om husdyrbrug og anvendelse af gødning m.v. meddelt §16b-miljøtilladelse til svineproduktion på V. Rosendalegård, Rosendalevej 13, 3790 Hasle.
Miljøtilladelsen muliggør, at svineproduktionen på V. Rosendalegård omlægges fra sohold med smågrise og slagtesvineproduktion til produktion af smågrise og slagtesvin i eksisterende stalde. Der foretages ingen udvendige ændringer af bygningerne og kun mindre indvendige ændringer. Et staldafsnit tages ud af drift. Der søges til flexgruppe bestående af smågrise og slagtesvin, idet grisene vil blive indsat ved 10-15 kg og der meddeles flexibilitet mht. grisenes indsættelsesvægt.
Det samlede produktionsareal reduceres fra 1.607 m2 i nudrift til 1.327 m2 i ansøgt drift.
Den eksisterende smågrisestald og slagtesvinestald forsætter uden ændringer. De eksisterende farestalde ændres til opstaldning af smågrise og slagtegrise. Den ene af staldene vil blive anvendt som udleverings- og bufferstald. Der foretages ændringer af inventaret. Den ene af de eksisterende drægtighedsstalde tages ud af drift og ændres til maskinhus/lager. Den anden ændres til opstaldning af smågrise og slagtegrise. Der foretages mindre ændringer af inventaret. Den eksisterende stald anvendt til drægtige søer og polte ændres til opstaldning af smågrise og slagtesvin. Der foretages kun mindre ændringer af inventar. Der ændres ikke i gulvprofilen i staldene.
Husdyrgødningen fra produktionen opbevares i eksisterende gyllebeholdere på ejendommen.
Vilkårene og de vurderinger, der ligger til grund for afgørelsen, fremgår af den offentliggjorte miljøtilladelse.
Offentliggørelse
Miljøtilladelsen vil være tilgængelig herpå hjemmesiden fra den 21. juli 2025. Miljøtilladelsen kan findes i den blå boks herpå siden.
Klagevejledning
Bornholms Regionskommunes afgørelse kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet af afgørelsens adressat og enhver, der har en individuel, væsentlig interesse i sagens udfald samt Styrelsen for Patientsikkerhed. Endvidere kan en række lokale og landsdækkende foreninger og organisationer klage over visse afgørelser.
Klagefristen udløber den 18. august 2025, dvs. 4 uger fra den 21. juli 2025, hvor afgørelsen er annonceret på regionskommunens hjemmeside.
Hvis du ønsker at klage over afgørelsen, skal du sende klagen via klageportalen for Nævnenes Hus, inden klagefristen udløber. Yderligere klagevejledning og links til klageportalen findes på hjemmesiden for Nævnenes Hus https://naevneneshus.dk/. Disse links fører dig til klageportalen, som du logger på med NemID. Du kan også tilgå klageportalen fra www.borger.dk eller www.virk.dk. Klagen skrives direkte i klageportalen, og det er muligt at vedhæfte dokumenter til klagen. Klagen sendes gennem klageportalen til Bornholms Regionskommune, som videresender den til Miljø- og Fødevareklagenævnet med den påklagede afgørelse og det materiale, der er indgået i sagens bedømmelse.
En klage er indgivet, når den er tilgængelig for Bornholms Regionskommune via klageportalen. Miljø- og Fødevareklagenævnet skal som udgangspunkt afvise en klage, der kommer uden om klageportalen, med mindre du er blevet fritaget for brug af klageportalen. Hvis du ønsker at blive fritaget for at bruge klageportalen, skal du sende en begrundet anmodning til Bornholms Regionskommune. Kommunen videresender din anmodning til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som afgør, om du kan fritages.
Det er en betingelse for Miljø- og Fødevareklagenævnets behandling af en klage, at den klageberettigede indbetaler et gebyr på 900 kr. (private) og 1.800 kr. (virksomheder, organisationer og offentlige myndigheder) til Miljø- og Fødevareklagenævnet. Betaling af klagegebyr sker online i forbindelse med indgivelse af klagen via klageportalen. Hvis gebyret ikke indbetales inden udløbet af klagefristen, afvises klagen.
Klagegebyret tilbagebetales, hvis:
- Klagesagen fører til, at den påklagede afgørelse ændres eller ophæves
- Klager får helt eller delvist medhold i klagen
- Klagen bliver afvist, fordi klagefristen er overskredet
- Klager ikke er klageberettiget
- Klagen ikke er omfattet af Miljø- og Fødevareklagenævnets kompetence
En eventuel retssag til prøvelse af afgørelsen skal anlægges inden 6 måneder efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende. Er afgørelsen offentligt bekendtgjort, regnes fristen dog altid fra bekendtgørelsen.
Center for Miljø, Plan og Kultur