Hvis kommunen vurderer, du er aktivitetsparat, vil målet for kommunens indsats fortsat være målrettet uddannelse.
Når du modtager uddannelseshjælp, får du et uddannelsespålæg. Det gælder også, selvom din kommune vurderer, at du ikke umiddelbart har de nødvendige forudsætninger for at starte på en uddannelse.
Uddannelsespålægget fungerer som en slags ramme for samarbejdet mellem dig og din kommune, indtil du vælger uddannelse og starter på den. I uddannelsespålægget bliver din indsats hen imod uddannelse beskrevet. For selvom du har særlige udfordringer, skal du sammen med din kommune have et mål om, at du på sigt skal i uddannelse – også selvom vejen til uddannelse kan være lang.
Ret til læse-, skrive- og regneundervisning
Hvis du ikke har gennemført en ungdomsuddannelse, skal du læse-, skrive- og regnetestes. Og hvis testene viser et behov for det, skal din kommune sørge for, at du får læse-, skrive- og regnekurser og eventuelt ordblindekurser. Undervisningen skal som udgangspunkt fortsætte, indtil du har opnået læse-, skrive- og regnefærdigheder, der svarer til folkeskolens afgangsprøve. Det skal sikre, at du får de nødvendige forudsætninger for at kunne gennemføre en uddannelse.
Du har ret til en koordinerende sagsbehandler
Så snart kommunen har vurderet dig som aktivitetsparat, har du ret til en koordinerende sagsbehandler. Sagsbehandleren skal sikre, at din indsats er koordineret på tværs af de kommunale forvaltninger og andre myndigheder.
Din indsats bliver individuelt tilrettelagt
Som aktivitetsparat får du hurtigst muligt en koordineret og systematisk uddannelsesrettet indsats, hvor dine uddannelsesmål er i fokus. Du vil få støtte og hjælp til at blive klar til at tage en uddannelse, og indsatsen bliver tilrettelagt med udgangspunkt i din situation og dine udfordringer.
Du kan også få et tilbud om mentorstøtte, hvis kommunen vurderer, at du har behov for særlig støtte og vejledning til at blive uddannelsesparat.
Ret til mentor, hvis andet ikke kan lade sig gøre
Du får ret til støtte fra en mentor i de perioder, hvor din kommune vurderer, at din situation er så svær, at du ikke kan deltage i aktive tilbud. Mentoren skal hjælpe dig med at få stabiliseret dit liv så meget, at du med tiden kan deltage i aktive, uddannelsesrettede tilbud.
Tæt opfølgning hver anden måned
Du skal hver anden måned til møde i kommunen, hvor der bliver fulgt op på din indsats. Den opfølgning kan som udgangspunkt ikke ske pr. telefon eller mail. På den måde er du sikret, at dine udfordringer og behov hele tiden er i centrum, og at indsatsen, som er rettet mod uddannelse, løbende kan blive ændret eller justeret. Det skal sikre, at du bliver parat til at tage en uddannelse.
Rimelige sanktioner
Hvis du ikke lever op til de krav, som kommunen stiller til dig, mens du modtager uddannelseshjælp, kan du få en sanktion. Et eksempel på en sanktion kan være en såkaldt punktsanktion, hvor kommunen kan trække tre dages uddannelseshjælp fra dig. Sanktionssystemet tager højde for, at du på grund af sammensatte problemer ikke altid har mulighed for leve op til de krav, der bliver stillet til dig. Derfor vil din kommune altid tage kontakt til dig, inden der kan gives en sanktion.
Inden der bliver givet en sanktion, skal kommunen derfor vurdere, om der i dit tilfælde er omstændigheder (fx psykisk sygdom eller misbrugsproblemer), der kan begrunde, at du ikke lever op til kravene og derfor ikke skal have en sanktion.
Din kommune skal altid være i personlig kontakt med dig om, hvorfor du ikke lever op til kravene – fx om at deltage i aktive tilbud – inden kommunen må give dig en sanktion.