LÆR AT TACKLE angst og depression (for unge mellem 15 og 25 år)
Oplever du tegn på angst og/eller depression?
Kunne du tænke dig at blive bedre til at tackle dine udfordringer?
Hvis du...
- oplever nedtrykthed, tristhed, træthed, uro, tankemylder, nervøsitet eller bekymringer
- har svært ved at overskue din uddannelse eller hverdag, dit arbejde eller det at være sammen med andre
...så er det her måske et kursus for dig.
Om kurset
LÆR AT TACKLE angst og depression for unge er et kursus for dig, der er mellem 15 og 25 år og oplever tegn på angst og/eller depression.
På kurset får du mulighed for at blive en del af et fællesskab med andre unge, som har det ligesom dig. Hvis du og de andre på holdet har lyst, kan I fortsætte med at mødes, når kurset er slut.
På kurset lærer du:
- at tackle angst og depression
- at arbejde med at gøre de ting, du gerne vil
- at blive bedre til at være sammen med andre
- at træffe svære beslutninger
- at løse problemer
Sådan foregår det
- Kurset er gratis og varer syv uger, hvor I mødes i 2,5 time hver torsdag.
- I er ca. 10-14 deltagere på holdet.
- Der er to instruktører, som selv kender til at have angst og depression.
- Du kan nøjes med at lytte, hvis du har det bedst med det.
Kursusdagene i efteråret 2025 er den 6., 13., 20. og 27. november samt 4., 11. og 18. december.
Vil du høre mere?
Tag kontakt til Karen Hjorth Fastrup og find ud af, om kurset er noget for dig:
Email: karen.hjorth.fastrup@brk.dk (husk ikke at sende følsomme oplysninger via email)Telefon: 30 18 21 41
Citater fra tidligere kursister
"Kurset gjorde, at jeg nu ved, hvad jeg skal gøre, når jeg kan mærke, at jeg er ved at få det dårligt psykisk, og det hele bare er skræmmende."
Emilie, 18 år
"Da jeg startede på kurset, var jeg ret langt nede. Jeg endte med at have det rigtig, rigtig meget bedre bagefter og er fortsat begyndt at få det meget bedre - altså også her bagefter."
Ung mand, 20 år
"Det har været megagodt for mig, for jeg kender ikke rigtig nogen med angst. Så det er megafedt at få at vide, at jeg ikke er unormal, men at jeg bare er en med angst."
Ung kursist
"Kurset er grunden til, at jeg kom i gang med uddannelsen. Fordi jeg turde tage chancen. Jeg havde aldrig turdet uden kurset."
Frederik, 19 år
LÆR AT TACKLE angst og depression (for voksne)
- Føler du dig nedtrykt, nervøs, træt eller isoleret?
- Vil du blive bedre til at tackle dine udfordringer?
- Vil du møde andre, der har det ligesom dig?
LÆR AT TACKLE angst og depression er et kursus til dig, som oplever tegn på angst og/eller depression.
På holdet møder du andre, der ligesom dig oplever tegn på angst og depression. Kurset ledes af to instruktører, som selv kender til at have psykiske udfordringer.
Du får redskaber til at tackle de ting, som er svære, når man har symptomer på angst og/eller depression.
Instruktørerne har gennemført en uddannelse og er godkendt af Komitéen for Sundhedsoplysning til at lede kurset.
Kurset er gratis og varer 7 uger, hvor I mødes 2,5 timer én gang om ugen. I er typisk mellem 10 og 14 deltagere på holdet.
Læs eventuelt mere om LÆR AT TACKLE her.
Kursusdage:
I efteråret 2025 starter kurset for voksne d. 4. september og løber over de seks følgende torsdage klokken 15.00 til 17.30.
Kursussted: Midtpunktet, Sankt Mortensgade 33, Rønne.
Du kan kontakte vores koordinator Karen Hjorth Fastrup på telefon 30 18 21 41 for at høre om dette kursus er noget for dig.