Del på facebook
Skip Navigation LinksBRK Borger Børn, unge, familie De små børns Bornholm

De små børns Bornholm

​​​​​​​​​​​​​​​​

De små børns Bornholm - en langsigtet indsats med varige resultater

Formålet med programmet De Små Børns Bornholm

De små børns Bornholm er et samlet og helhedsorienteret program for alle 0-6-årige børn på Bornholm. Formålet er at styrke, gentænke og videreudvikle den samlede kommunale indsats for småbørnsfamilier på øen, så endnu flere børn får de rette betingelser for at trives, lære og udvikle sig.

Fokus er både på at løfte børnene her og nu - og varigt at ændre tilgangen til de små børn på Bornholm - og på sigt i andre kommuner.

De små børns Bornholm er vokset ud af småbørnsalliancen, hvis formål er at: Alle små børn skal have de samme chancer for at trives, lære og udvikle sig.

Det langsigtede mål er, at når de små børn på Bornholm kommer bedre fra start i livet, så vil de også klare sig bedre i skolen og i livet, herunder at flere unge vil kunne gennemføre en ungdomsuddannelse.

Bornholms Regionskommune gennemførte i 2018/19 et forprojekt til De små børns Bornholm under samme titel – også med støtte fra Egmont Fonden. Forprojektet var baseret på en inddragende tilgang. Programmet fortsætter med at inddrage både de voksne og børnene i de bornholmske familier, så tilbuddene kan udvikles på en måde, der matcher reelle behov hos familierne.

I De små børns Bornholm er de alleryngste bornholmere blandt de vigtigste deltagere. Vi vil give børnene en stemme, både når indsatserne udvikles og implementeres og endelig i evalueringerne. Vi kommer til at invitere børnene til at udtrykke sig om deres oplevelser af hverdagen i de bornholmske dagtilbud, og om hvordan det er at være barn på Bornholm. Ved at lære af børnenes perspektiver, understøtter vi ikke kun børns ret til indflydelse på eget liv. Vi kan også træffe kloge beslutninger, fordi vi gennem børnene får adgang til perspektiver og indsigter, vi ellers ikke havde mulighed for at få.

Den kommende indsats/program løber i årene 2020-2023.

​​

Bornholmske familier

Bornholm er et attraktivt sted for børnefamilier, men børn på Bornholm vokser hyppigere op med en sårbar familiebaggrund sammenlignet med andre børn i Danmark.

Det afspejles bl.a. i, at flere bornholmske børn end gennemsnittet vokser op i husstande med relativ fattigdom og i hjem, hvor ingen af de voksne er i uddannelse eller beskæftigelse. Disse opvækstvilkår betyder, at flere bornholmske børn har øget risiko for at komme dårligt fra start, hvad angår udvikling, trivsel og læring sammenlignet med andre danske børn.

Det er desværre også afspejlet i, at bornholmske unge klarer sig 0,9 karakterpoint dårligere end andre unge ved folkeskolens afgangseksamen.

Med de demografiske udfordringer i mente er der behov for at sætte fokus på, hvordan de bornholmske småbørn og familier understøttes tidligt og bedst muligt. Ligesom der også tænkes i at sprede og skalere erfaringerne til andre kommuner, som oplever lignende udfordringer.

De små børns Bornholm har to primære målgrupper:

1) Hele årgange af børn i alderen 0-6 år på Bornholm og deres familier.
2) 0-6-årige børn og deres familier, hvor der er – eller er risiko for – uhensigtsmæssig udvikling, manglende læring og utilstrækkelig trivsel for barnet.

De små børns Bornholm har således fokus på både den brede, almene indsats og den specifikke og målrettede indsats for de mest udsatte børn og deres familier. En styrket almenindsats er et væsentligt element i at styrke og sikre opsporingen af børn i risiko for mistrivsel. Målgruppen tæller mellem 250-300 børn per årgang.

 

Programmet har fire sideløbende spor

De små børns Bornholm er centreret omkring fire spor, som indeholder en række indsatsområder, hvor hjælp og støtte til småbørnsfamilierne intensiveres, sættes ind tidligere og flyttes tættere på småbørnsfamiliers hverdag.

Tidlig indsats og opsporing - fokus på styrket indsats overfor gravide og nybagte forældre.

Dagtilbudsindsatsen - fokus på et kvalitetsløft af dagtilbud og styrket samarbejde mellem bl.a. sundhedspleje og dagtilbud.

Myndighedsarbejdet - fokuserer på tværfagligt samarbejde.

Netværk og civilsamfund - fokus på styrket samarbejde med civilsamfundet og det nære lokalmiljø.

 

Konkrete mål for indsatsen

• Screeningsresultater (fx sprog, motorik og fysisk sundhed af alle børn i 3-, 4- og 5-års alderen) er samlet set forbedret.

• Antallet af bekymringer vedrørende børn i begyndende mistrivsel i 1-6 års-alderen er faldet.

• Behovet for indsatser i barnets første leveår på baggrund af screeninger fra sundhedsplejerskerne er faldet.

• Antallet af børn, som vurderes skoleparate i året for forventet skolestart, er steget.

• Antallet af børn, som af lærere og pædagoger vurderes at have klaret sig godt igennem indskolingsårene, er steget.

• Flere blandt de 0-6-åriges familier har deltaget i mødre/fædregrupper og forældremøder samt familiearrangementer arrangeret på tværs af kommune og civilsamfund.

• Andelen af børn, som er gode til at læse og regne i 3. klasse, er steget til mindst 80 procent (svarende til landsgennemsnittet).

• Erfaringerne skal spredes til andre kommuner i landet.

 

Organisering og samarbejdspartnere

Programmet bliver overordnet ledt af Bornholms Regionskommune. Socialt Udviklingscenter (SUS) indgår som konsulenter i udvikling og gennemførsel af programmet. Desuden følges det af en tværkommunal styregruppe af kommunale chefer og ledere på børne- og familieområdet samt en eller flere repræsentanter fra civilsamfundet. Den faglige programleder skaber i samarbejde med den administrative programleder retning, udvikling og sammenhæng i samarbejde med kommunale og ikke-kommunale aktører. Programorganisationen rummer udover programledelsen en styregruppe, en række udførende projektgrupper med deltagelse af relevante medarbejdere, et borgerpanel af forældre fra bornholmske småbørnsfamilier og en civilsamfundsalliance.

Forprojektet De små børns Bornholm

Med støtte fra Egmont Fonden lavede vi I samarbejde med vores partnere Danmarks Evalueringsinstitut EVA, Socialt Udviklingscenter SUS og SAS Institute et etårigt forprojekt fra 1. august 2018 til 31. juli 2019. Her undersøgte vi mulighederne og lagde rammerne til et ambitiøst otteårigt forløb under titlen "De små børns Bornholm".

I forprojektet udvalgte vi metoder og fastlagde indsatser, som blev prototypetestet ud fra viden om, hvad der bedst muligt tilgodeser målet med at forbedre alle børns livschancer. Ligesom der blev kigget nærmere på, hvordan en praktisk implementering er mulig i Bornholms Regionskommune. Derudover bragte vi civilsamfundet i spil som en betydningsfuld ressource omkring børn og deres familier.

I det otteårige udviklingsprojekt vil vi afprøve forskellige metoder, som for eksempel kan understøtte forældrekompetencer, styrke det faglige niveau og udvikle kvaliteten af dagtilbuddene som læringsmiljøer.

Derudover vil vi bringe civilsamfundet i spil som en betydningsfuld ressource omkring børn og deres familier.

Bornholmske småbørnsfamilier vil løbende blive inviteret til at være aktive deltagere i processen.

Hvorfor laver kommunen projektet?

Bornholms Regionskommune har længe ønsket at løfte indsatsen på småbørnsområdet for at sikre, at alle øens børn får de bedste muligheder for at kunne udvikle sit fulde potentiale og klare sig godt resten af livet.

Med De små børns Bornholm er det vores mål at understøtte børneliv med særlig fokus på de første 1000 dage af børns liv, da vi ved at denne periode er mest afgørende for børns videre muligheder for at trives, lære og udvikle sig. Vi ønsker at give alle børn et solidt fundament til at kunne stå imod de udfordringer, som livet byder.

De første 1000 dage

Det er nu blandt både forskere og beslutningstagere bredt accepteret, at førskolealderen og ikke mindst børns første tusind dage er vitale for deres videre udvikling. På intet andet tidspunkt er vi som mennesker så åbne for læring; det er her fundamentet for læring og livsduelighed grundlægges. Forældrene er for næsten alle børn de primære omsorgspersoner, og børn opholder sig i deres første vigtige måneder og år mest i hjemmet. Derfor er barnets hjem et vigtigt miljø for både trivsel og læring, og forældrenes evne til at stimulere deres børn og give dem den rette omsorg meget afgørende.

Der er solid forskningsmæssig evidens for, at udvikling af læring og livsduelighed kræver mere end basal omsorg i form af mad og rene bleer. Barnet behøver nøje afstemte samspil. Nyere hjerneforskning og tilknytningsteori viser, at udviklingen af de emotionelle kompetencer er mindst lige så vigtige at stimulere hos små børn som faglige og motoriske kompetencer.

Disse helt tidlige stimuli lige fra fødslen er stilladset for al senere læring. De fleste eks­perter i dag er enige om, at denne tidlige læring først og fremmest opstår, når de pri­mære omsorgspersoner formår at skabe et relationelt samspil med barnet, engagerer sig i barnet og meget præcist afstemmer kontakt og stimuli til barnets behov og ud­viklingstrin.

Hvordan inddrager I borgerne?

Vi vil løbende forsøge at inddrage borgerne og relevante fagmedarbejdere, som kan bidrage til projektet.

Som eksempel gennemførte vi i løbet af uge 45 2018 borgerlaboratorium, hvor vi besøgte 40 bornholmske småbørnsfamilier. Under besøgene talte vi om, hvordan starten på familielivet har set ud for familierne, hvor og af hvem de har fået god hjælp og støtte, og hvor de kunne ønske sig, at noget var eller havde været anderledes.

Det er blevet til en række små portrætter og fortællinger, som er blevet udstillet på Værftet i Nexø og på Rønne Bibliotek. Alle de medvirkende har godkendt deres fortællinger. Nogle af familierne har valgt at være anonyme. Fortællingerne er indsamlet af et stort team bestående af medarbejdere fra Bornholms Regionskommune, Socialt Udviklingscenter SUS og studerende fra pædagoguddannelsen på Københavns Professionshøjskole Bornholm. Derfor har fortællingerne forskellige udtryk og længde.

Viden fra samtalerne med familierne, dialogen fra udstillingens fernisering og tilsendte kommentarer vil blive tematiseret og bliver en del af grundlaget for det videre arbejde med De små børns Bornholm.

Fortællinger og film fra forprojektet

Du kan læse fortællinger her

Se en lille film med nogle af deltagere ...

 

 

Kontakt

Har du spørgsmål eller forslag til programmet, kan du kontakte programledelsen.

Programleder
Dorthea Funder Kaas
Mail: Dorthea.Kaas@brk.dk
Telefon: 29 67 03 69

Program- og tilsynskonsulent
Linda Kofoed Lund Hansen
Mail: Linda.Kofoed.Lund.Hansen@brk.d
Telefon: 40 35 51 02

Læs mere

Evaluering. Efter at programmet har været i gang i ca. tre år er det blevet evalueret af det nationale center, VIVE.

Rapporten (oktober 2023) viser, at der er positive effekter for både børn, familier og ansatte i Bornholms Regionskommune.

Hent evalueringen fra Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (VIVE).   

Baggrundspapir om De Små Børns Bornholm 2020-2023

Læs de indsamlede fortællinger fra borgerlaboratoriet på www.desmaaboernsbornholm.dk

Se en kort film der er blevet til på baggrund af borgerlaboratoriet

https://vimeo.com/341518512

Læs Egmont Fondens pressemeddelelse om forprojektet

De små børns Bornholm