Hvor kan jeg ringe og skrive til nogen?
Åben Anonym Rådgivning - 56 92 40 99
Du kan ringe til Åben Anonym Rådgivning hele døgnet. Det er en telefonsvarer, du ringer til. Du kan fortælle dit telefonnummer, og så vil vi ringe til dig inden for en uge.
Kontoret - 56 92 78 00
Vores kontor - Administrationen - har telefontid mandag til fredag kl. 9.00 - 11.30.
Det er en af vores kontormedarbejdere, du ringer til. Medarbejderen kan hjælpe dig med, hvem du skal have kontakt med og sørge for, at der er en børne- og ungerådgiver eller en anden rådgiver, der tager kontakt til dig.
Hvis du er i fare - ring til politiet - 114
Du skal ringe til politiet, hvis du eller en, du kender er i fare lige nu.
Du kan skrive sikkert til os, hvis du er fyldt 15 år.
Hvis du er fyldt 15 år, har du fået en digital postkasse, hvor du også kan skrive til os. Her er et link direkte til borger.dk, hvor du skal logge på med dit MitID. Her skriver du sikkert til os, fordi det du skriver fra borger.dk bliver kryptere nde en sms, hvis du har din børne- og ungerådgivers mobiltelefonnummer, men du må ikke skrive personfølsomme oplysninger i den. Du kan skrive, at du gerne vil have, at børne- og ungerådgiveren ringer til dig.
Spørgsmål og svar
Hvad er en kommune, og hvorfor skal jeg vide det?
Danmark er delt op i 98 områder, man kalder kommuner. I alle kommuner er vi medarbejdere, der arbejder med, at der er styr på for eksempel skoler, veje og affald, men også for at hjælpe børn og unge, der ikke har det godt.
I Danmark er det sådan, at det kun er dem, der arbejder i lige præcis den kommune, hvor du bor, der kan og må hjælpe dig. Derfor er det vigtigt, at du taler med dem, der sidder i din kommune. Hele Bornholm er én kommune.
Hvad kan jeg få hjælp til?
Hvis din familie, de voksne i skolen eller andre voksne, du kender, ikke kan eller vil hjælpe dig, er vi nogle voksne i din kommune, som arbejder med at finde ud af, hvad du har brug for. Der kan være mange gunde til, at du kan have brug for hjælp. Det kan være, hvis du føler dig utryg hjemme, hvis du er ked af det meget af tiden, eller hvis du eller nogen tæt på dig oplever vold eller mange voldsomme skænderier.
Måske drikker de voksne hjemme hos dig meget alkohol. Det kan også være, at de voksne har svært ved at passe på dig. Måske føler du dig meget alene med alting? Men det kan også være andre slags problemer, der er for svære til, at du kan klare det selv.
Hvad er særligt ved kommunens hjælp?
Det er vores arbejde at finde ud af, om du og din familie har brug for hjælp og støtte, for at du får det bedre. Hvis du har brug for at få ændret noget i din hverdag, kan du snakke med os. Du har ikke ret til at bestemme det hele selv, men du har ret til at sige, hvodan du ønsker, det skal være.
Alle familier er forskellige, og derfor kan hjælpen også være meget forskellig. Måske skal du og din familie have noget hjælp til at klare hverdagen. Det kan være en kontaktperson, som hjælper dig eller jer med det, der er svært. Det kan også være, at du har brug for at tale med en psykolog, hvis du ikke har det godt. Eller at hele familien skal have hjælp. Så kan I få besøg af eller møde med en, der er uddannet til at hjælpe familier - en familiebehandler.
Mange børn er i tvivl om, hvad forskellen er på vores hjælp og hjælp fra for eksempel BørneTelefonen. BørneTelefonen - og andre som dem - kan give dig gode råd, trøst og en voksen, der lytter til dine problemer. Hvis du har brug for at tale med voksne, der lytter til dig og forstår dig, kan du for eksempel snakke med BørneTelefonen. BørneTelefonen kan også hjælpe dig videre til kommunen, hvis I sammen beslutter, at det er det bedste for dig.
Hvad er mine rettigheder?
Der findes en lov om børn og unge i Danmark. Den hedder barnets lov. I den står der, at de voksne fra kommunen SKAL undersøge, om de kan hjælpe dig, hvis du beder om det, eller hvis nogen er bekymrede for, hvordan du har det.
Du har altså ret til hjælp, hvis du har brug for det. Du har for eksempel ret til at bo i et trygt hjem og gå i en skole, hvor du ikke oplever mobning eller forskelsbehandling. Og du har ret til at blive hørt. Det betyder ikke, at du altid kan bestemme - men din mening skal tælle med.
Skal jeg sige, hvad jeg hedder, og får mine forældre noget at vide?
Når du ringer, skriver eller besøger os i kommunen, behøver du ikke fortælle, hvad du hedder, eller hvor du bor, hvis du ikke har lyst. Det vil sige, at du kan være anonym.
Men hvis vi mener, at du har det så svært, at du har brug for hjælp lige nu, eller hvis du eller nogen tæt på dig er i fare, kan det være nødvendigt, at vi får dit navn at vide. Hvis det sker, er du nødt til at fortælle, hvem du er, for at vi kan hjælpe dig. Og her kan det være, at vi også bliver nødt til at informere dine forældre.
Hvem tager telefonen/svarer på min besked?
Når du kontakter os, vil det være en telefonsvarer eller en kontormedarbejder, der svarer.
Vi vil sørge for, at du hurtigst muligt kan komme til at tale med en børne- og ungerådgiver. Det er en person, der giver råd og ved en masse om, hvordan man løser problemer som dine. De arbejder med at skaffe hjælp til børn og unge eller familier, der ikke har det godt. Nogle gange kaldes de også for sagsbehandlere eller socialrådgivere.
Hvad sker der, hvis telefonen ikke bliver taget, når jeg ringer?
Ligesom butikker har vi åbent på nogle tidspunkter og lukket på andre tidspunkter. Men vi ved godt, at problemer ikke kun er der i åbningstider. Du kan ringe til Åben Anonym Rådgivnings telefonsvarer hele døgnet.
Hvis du har så meget brug for hjælp, at det ikke kan vente til næste dag, for eksempel hvis du bliver slået, skal du ringe til politiet på telefonnummer 114.
Hvad sker der, når jeg har talt eller skrevet med jer?
Hvis du har talt eller skrevet med en børne- og ungerådgiver hos os, vil han eller hun prøve at finde ud af, om du har brug for hjælp fra kommunen.
Måske fortæller rådgiveren dig, at vi vil undersøge, hvordan du får den bedste hjælp. Det betyder, at han eller hun ringer til dig igen, så I kan aftale, hvad der skal ske.
Det kan også være, at rådgiveren foreslår, at du skal tale med en god ven, dine forældre, BørneTelefonen eller en anden telefonrådgivning, der passer til dine problemer.
Sådan foregår det, når du ringer til kommunen
Hvis du ringer i vores telefontid mellem kl. 9.00-11.30, vil du komme til at tale med en af vores medarbejdere fra kontoret. De vil lytte til, hvorfor du ringer og finde ud af, hvilken børne- og ungerådgiver, du skal tale med.
Hvis den børne- og ungerådgiver, du skal tale med, er optaget, vil de sørge for, at børne- og ungerådgiveren får besked om, at du har brug for at tale med hende eller ham.
Sådan kan det foregå, når du taler med din børne- og ungerådgiver i Bornholms Regionskommune
Randi: Hej, du taler med Randi fra Bornholms Regionskommune. Hvem taler jeg med?
Frederik: Hej. Det er Frederik.
Randi: Hej Frederik. Vil du fortælle mig lidt om, hvorfor du har ringet til kommunen?
Frederik: Min far drikker meget alkohol. Nogle gange kører han væk uden at sige det og kommer først hjem lang tid efter, hvor han er fuld. Min mor og far råber meget ad hinanden. Jeg kan nogle gange høre min mor græde, når jeg er gået i seng og skal sove. Jeg er rigtig ked af det, fordi jeg føler sjældent, jeg er sammen med min "rigtige" far. Nogle gange falder han og slår sig, når vii er ude. Det er pinligt. Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal gøre.
Randi: Tak fordi du fortæller mig det, Frederik. Jeg kan godt forstå, du har det svært! Må jeg høre lidt mere om din mor? Har du talt med hende eller andre voksne, du er tæt på, om din far?
Frederik: Jeg føler ikke, jeg kan tale med hende om det. Hun er på arbejde, og derhjemme skal hun lave alting. Jeg vil ikke være til besvær og give hende flere problemer. Min lillesøster har mest brug for min mor.
Randi: Du lyder som en betænksom dreng, der passer godt på din familie. Men det er også vigtigt, at du har det godt og ikke skal bekymre dig. Har du fortalt de ting, du fortæller mig, til en anden voksen?
Frederik: Nej, ikke rigtig. Jeg synes, det er pinligt.
Randi: Tak for din ærlighed, Frederik. Jeg vil gerne invitere dig og dine forældre til en samtale med mig eller en af de andre, der arbejder i kommunen. Det er nemlig ret vigtigt, at vi får talt med dine forældre om det, du synes er svært, så du kan få det bedre. Hvis du har det bedst med at komme her med din mor til en start, så gør vi det, men vi skal også tale med dine far.
Hvad sker der, når du har talt med os?
1. Du kan komme til et fysisk møde med din børne- og ungerådgiver
Hvis du allerede har en sag hos os, vil du komme til at tale med den børne- og ungerådgiver, du allerede har mødt før. Hvis du ikke har en sag hos os, finder vi en børne- og ungerådgiver, der kan tale med dig.
Til samtalen vil du blive spurgt om, hvordan du har det, og måske også om, hvordan det går derhjemme og i skolen. Din børne- og ungerådgiver spørger, fordi hun eller han vil finde ud af, hvad der går godt og mindre godt i dit liv - og hvordan du får den hjælp, der passer dig.
Mødet kan foregå i et lokale hos os på Ullasvej 23 i Rønne, eller det kan foregå et andet sted, du kender godt. Du må gerne selv foreslå, hvor du helst vil holde mødet, og fortælle os, hvis du gerne vil have en med til mødet, der kan støtte dig. Det hedder en bisidder.
Du kan også have dine forældre med til mødet, eller du kan tale med din børne- og ungerådgiver alene.
2. Børne- og ungerådgiveren finder ud af, hvordan du kan få hjælp
Børne- og ungerådgiveren samler alle de informationer, der fortæller, hvordan du har det. Det gør hun eller han ved at tale med dig og din familie. Børne- og ungerådgiveren vil også tale med andre voksne, der kender dig. Det kan for eksempel være din skole, din fodboldtræner eller en anden voksen, der kender dig godt.
Nogle gange skal børne- og ungerådgiveren undersøge din situation endnu mere. Men i sidste ende er en af de vigtigste opgaver at finde ud af, hvad DU synes, der skal ske. Din mening SKAL altså tælle med i beslutningen om den hjælp, du skal have.
3. Du får den hjælp, der passer dig
Måske beslutter kommunen, at du ikke har brug for hjælp, eller at du og dine forældre selv kan klare det. Det kan også være, at du kan få en kontaktperson, som kan hjælpe dig i hverdagen eller samtaler med en børnepsykolog til dig eller din familie. Nogle gange kan det mere være dine forældre, der skal have hjælp til at blive endnu bedre forældre. Det kan for eksempel være, at de har brug for familiebehandling eller alkoholbehandling.
Hvis det er rigtig svært derhjemme, kan det være, at du skal bo hos nogle andre i en periode. Det kan være hos nogle andre voksne, du kender godt - for eksempel dine bedsteforældre. Det kan også være hos en plejefamilie eller på et børnehjem. Hvis det sker, kan du stadig se dine forældre, hvis du har lyst til det, og hvis det er godt for dig.
Svære ord, der er gode at kende
Kommunen
Danmark er delt op i 98 områder, man kalder kommuner. Hele Bornholm er én kommune.
I alle kommuner er der medarbejdere, der arbejder med, at tingene fungerer. Medarbejdere fra kommunen står blandt andet for skoler, veje og affald, men også for at hjælpe børn og unge, der ikke har det godt.
Loven siger, at de voksne, der arbejder i Familieafdelingen, skal undersøge det, hvis nogen er bekymrede for, hvordan et barn eller en ung har det. De skal finde ud af, om barnet eller den unge har brug for hjælp, og de skal hjælpe, hvis der er brug for det.
Børne- og ungerådgiver
De mennesker i kommunen, der arbejder med at skaffe hjælp til børn eller familier, der ikke har det godt, hedder børne- og ungerådgivere. Nogle gange kaldes de også for socialrådgivere, rådgivere eller sagsbehandlere.
Bisidder
Når du er til møde med kommunen, har du altid ret til at have en bisidder med.
En bisidder er en person, der kan hjælpe og støtte dig til møderne. En bisidder skal være over 15 år, og det er dig, der bestemmer, om du vil have en bisidder, og også hvem det skal være. Det kan for eksempel være en lærer eller et familiemedlem. Du kan også få en professionel bisidder, for eksempel gennem BørneTelefonen.
En sag
Man kan "have en sag" i kommunen. Det er det, man kalder det, når børne- og ungerådgiveren fra kommunenn følger med i, hvordan et barn eller en ung har det.
Det, som rådgiveren finder ud af, og som de skriver ned, kalder man også for "en sag". Det vil sige papirer eller filer på en computer med notater om, hvad forskellige personer har sagt, referater fra møder eller beslutninger, der er blevet taget. Sådan en sag kan også kaldes en journal.
Rettighed
Som barn og ung har du rettigheder, hvis du har en sag i kommunen. Du har for eksempel ret til at blive spurgt, hvad du selv synes. Det er også en rettighed at have en bisidder med til møderne. Du har også ret til at se din egen sag. Det kalder man retten til aktindsigt.
Du kan se mere om dine rettigheder i videoerne her eller hos BørneTelefonen.
Inddragelse
At blive inddraget betyder, at man skal spørges - og at ens mening skal tælle med.
Hvis en børne- og ungerådgiver skal finde ud af, hvordan et barn eller en ung har det, skal han eller hun altså tale med barnet eller den unge, og lytte til det, der bliver fortalt.
Det kaldes også, at barnet eller den unge har ret til at blive hørt. Det betyder ikke, at man som barn eller ung altid selv kan bestemme, men at der altid skal lyttes til én.
Underretning
En underretning er, når nogen har skrevet eller ringet til kommunen for at fortælle, at de er bekymrede for, hvordan et barn eller en ung har det. Det kan for eksempel være en lærer, der har lavet underretningen, men det kan også være et familiemedlem eller en nabo.
I Danmark har alle voksne pligt til at give besked til kommunen, hvis de er bekymrede for, at et barn eller en ung ikke har det godt.
Parter
De mennesker, en sag handler om, kaldes for parter. Parterne i en sag er næsten altid barnet eller den unge og de voksne derhjemme. Børne- og ungerådigveren kan altid svare på, hvem der er parter i en sag.
Screening, afdækning og børnefaglig undersøgelse
Hvis en børne- og ungerådgiver skal undersøge, hvordan et barn eller en ung har det, foregår det i flere trin. Det starter med en screening, hvor børne- og ungerådgiveren ser på de informationer, som findes i sagen, og måske taler med barnet eller den unge og hans eller hendes forældre. Her prøver rådgiveren at finde ud af, om der er noget, der skal undersøges nærmere. Hvis der er det, laver rådgiveren en afdækning. Så holder rådgiveren måske et netværksmøde med nogle af de voksne, der kender barnet eller den unge og forældrene. Rådgiveren taler også mere med barnet eller den unge. Hvis der er brug for at undersøge mere om, hvordan barnet har det, kaledes det en børnefaglig undersøgelse. Så bruger rådgiveren mere tid på at tale med de voksne, der kender til barnet eller den unge.
Netværksmøde
På et netværksmøde mødes børne- og ungerådgiveren med nogle af de voksne, der kender barnet eller den unge. Det er for eksempel familiemedlemmer, lærere fra skolen eller studiet og pædagoger fra børnehaven eller SFO'en. Nogle gange vil barnet eller den unge også være med til mødet sammen med sin bisidder.
Indsats
Indsatser er et fælles ord for den hjælp, en kommune kan beslutte at give til et barn, en unge eller en familie. En indsats kan for eksempel være timer med en psykolog eller en kontaktperson. Det kommer an på, hvad børne- og ungerådgiveren vurderer er den bedste hjælp.
Afgørelse
Nogle af de beslutninger, som børne- og ungerådgiveren tager om, hvordan et barn eller en ung skal hjælpes, kaldes for "afgørelser". Det er for eksempel en afgørelse, hvis et barn eller en ung skal have en kontaktperson. Afgørelser kan man klage over. Børne- og ungerådgiveren kan altid svare på, om noget er en afgørelse.
Barnets plan/ungeplan
Når børne- og ungerådgiveren har fundet ud af, hvilken hjælp barnet eller den unge skal have, lægger rådgiveren en plan med tydelige mål for, hvad der skal blive bedre - og hvordan det skal ske. Du har ret til at fortælle, hvad du synes, du har brug for. Og planen bliver ofte lagt sammen med dig og de voksne, du bor sammen med.
Opfølgning på indsats
Når børne- og ungerådgiveren har fundet ud af, hvilken hjælp du skal have, skal rådgiveren flere gange tjekke, hvordan det går med dig og den plan, I sammen har lagt. Måske betyder det, at I ændrer i planen, for at den virker bedre. Her skal rådgiveren lytte til dine ønsker og behov.
Sådan finder kommunen ud af, hvilken hjælp du har brug for
Vil du gerne vide, hvad det betyder at have en sag i kommunen, hvem du kan møde, og hvilke rettigheder du har? Så kan du se nogle korte film om det med Inge, som du måske kender fra Ultra Nyt.
Filmene er lavet af Bolig- og Socialstyrelsen.
SE DEM HER.
Der er også andre, der kan hjælpe dig
Du kan ringe til nogen, hvor du ikke behøver at fortælle, hvem du er, hvis du ikke har lyst. Her kan du tale med voksne, der lytter og kan give dig trøst og gode råd.
Barnets blå hus (Familier med misbrug): 30 85 81 75
BørneTelefonen: 116 111
Digital dannelseskonsulent i BRK: 30 18 05 39 - telefontid 08.00-16.00 på hverdage.
Livslinien (selvmordstanker): 70 201 201
RED - Center mod æresrelaterede konflikter: 70 27 76 66
Sexlinien: 70 20 22 66
TUBA Danmark (Familier med misbrug)
TUBA Bornholm: 21 19 51 98
UngMod: 61 61 01 66
Ungerådgivningen (rusmidler/misbrug): 56 92 75 16